Orkanens øje

Savn III

2012-02-14T13:17:00.003-08:00

Den sibiriske kuldekærtegner mine kinder. Med hastige skridt er jeg på ved imod det lokalefitnesscenter . Tankerne floreredei hovedet. Uden struktur, uden mening sprang minderne frem og tilbage i ettidsløst rum, hvor Isprinsessen herskede. Væk var vinterens fornuft.

Stoppedeop. I Frellsen solgt de chokoladehjerter. Puha alle de hjerter, blomster ogchokolade – på grænsen til det kvalmende. Kærlighed til salg. Hvordan kan manhovedet kommercialisere og kapitalisere noget så irrationelt som følelser? Tsk tsk.

…

Nogen dage er baresværere at komme igennem end andre. Melankolien kommer snigende. Så er det godtjeg har min menneskelige Lykkepille og homie Tullamore Dew. Devdas anno 2012.

…

Savn & længsel,efterfølges af bitterhed, jalousi, fortrydelse og Knuste drømme. Intet varerevigt. Og husk næste uge byder på flere bristede drømme og tabte muligheder.

Radikalisering, oprør og Black July

2012-01-07T09:21:00.000-08:00

I perioden 1972-75 tog den tamilske nationalisme en ny form og udviklede sig radikalt, især efter ændringen af forfatningen i 1972.

For Chelvanayakam og FP var de mest bekymrende aspekter af den nye forfatningsdannelse, at singalesisk nu blev det eneste officielle sprog og omvendt det tamilske sprogs mindskede betydning, den særskilte værdsættelse af bhuddisme som statsreligion og fjernelse af § 29 i 1947-49 forfatningen, som beskyttede mindretallets rettigheder.

Oprørt over den nye forfatning samlede flere tamilske grupperinger sig maj 1972 i TUF (Tamil United Front), som senere i 1975 omdøbes til TULF, og hvor ”Liberation” bliver tilføjet, og netop dette ord markører partiet’s position som en tamilsk modstandsbevægelse, som søgte frihed, uafhængighed og selvstyre.

Den periode, hvor Chelvanayakam trak sig tilbage i 1972 for så at blive genvalgt igen i 1975, markerer en væsentlig ændring i Sri Lanka’s post-koloniale historie. Tamilernes ønske om egen nationalstat var nu officielt italesat i de dominerende tamilske partier, og Chelvanayakam blev anset som faderen til bevægelserne og tamilernes leder. Italesættelsen af diskursen om ”tamilernes traditionelle hjemland” gav tamilerne en ny national identitet, hvor det tamilske sprog, kultur og historie var i centrum.

Chelvanayagam dør i 1977 af Parkinsonssyge, og den tamilske nationalisme og dets brand var allerede på det tidspunkt kommet for at blive. Kort tid før sin død indrømmede Chelvanayagam at FP havde fejlet i at vinde tamilsk-talende folks rettigheder tilbage, og hans tilgang havde været at løse et moderne problem på en moderne måde, og at hvis tamilerne var kloge havde de deres eget land. Kravet om føderal stat var nu forladt til kravet om en separat national stat , men han insisterede på at bevægelsen skulle være ikke-voldelig, og opfordrede de unge til at forsætte deres uddannelse og tage afstand fra vold.

En begivenhed som var med til at militarisere nationalismen, var det srilankanske politi’s angreb på en fredelig tamilsk folkemængde, der fejrede afslutning på en tamilsk international konference. Politiet angreb mængden med gas, bomber, knipler, geværkolber og andre våben, og 9 siges at have mistet livet. Den srilankanske regering viste ingen handling overfor denne politiaktion, og deres indifference medførte at den tamilske ungdom forberedte sig til en militær kamp. Politiet blev set som statens repræsentanter, som nu heller ikke kunne garantere tamilernes sikkerhed, og som tværtimod forværrede den .

Men mellem 1975 og 1977 eskalerede den tamilske frihedsbevægelse militære aktiviteter. Og en ung mand ved navn Velluppillai Prabaharan begik mord på Jaffna’s borgmester Alfred Durayappah, fordi Durayappah at samarbejde med srilankansk regering, og blev vurderet til at være ”landsforræder”.
Der var en følelse af at tamilerne havde nået til ”Point of no return”, og at tamilerne på mange måder havde oplevet diskrimination fra staten. En stat som tamilerne ikke længere havde stor tillid til, og under Velupillai Prabaharans lederskab begik den tamilske ungdom flere voldelige og militære aktioner imod staten og dets repræsentanter.

Mens de militære aktiviteter blev flere og flere, slog nationalismen sig for alvor rødder i det politiske med Vaddukoddai-resolutionen. TULF og CWC(Ceylon Workers Congress – indiske tamilers repræsentanter) gik sammen og offentliggjorde Vaddukoddai Resolutionen(note), begrundelsen var følgende:

”Republikken Sri Lankas grundlov af 1972 har gjort tamilerne til en slavenation styret af de nye koloniherrer, singaleserne, som bruger den magt de uretmæssigt har tilranet sig, til at berøve den tamilske nation dens territorium, sprog, statsborgerskab, økonomisk liv, beskæftigelses og uddannelsesmuligheder, hvor ved de ødelægger alle de attributter, der knytter sig til det tamilske folks nationalfølelse”

Resolutionen erklærede at tamilerne er en nation adskilt fra singaleserne, og konventionen besluttede at genetablere og rekonstruere en fri, sekulær socialistisk stat – Tamil Eelam baseret på retten til selvbestemmelse. I Parlamentsvalget i 1977, forsøgte man få stærkest mulig mandat til kravet om en selvstændig stat, og i den Nordlige Provins fik mand 68.5% af stemmerne og alle 14 mandater, og i den Østlige provins vandt partiet 4 ud af 5 valgkredse, hvor majoriteten var tamilerne, men det kneb med opbakning blandt muslimske tamilere og singalesere, i den østlige del. Men senere opgav tamilerne den politiske vej imod en selvstændighed stat, delvis på grund af dårlige erfaringer med ikke-voldelige metoder, men i særdeleshed på grund af en skelsættende begivenhed.

Black July
Black July har en central plads i tamilernes historie og selvforståelse, og desuden for den tamilske emigration til vesten og den yderligere militarisering af nationalismen. Begivenheden kickstartede borgerkrigen, og derfor det nødvendigt at se, på hvad der præcist skete.

LTTE’s angreb på 13 regeringssoldater, skabte etniske konfrontationer som man ikke havde forestillet sig på forhånd. En singalesisk folkemængde satte systematisk ild til tamilske butikker og huse i Columbo, og i løbet af en uge mistede mere end 2000-3000 tamilere livet. Det bemærkelsesværdige er at de voldelige aktiviteter tilsyneladende var systematiske, og der bliver i litteraturen refereret en forbindelse med bøllerne på gaden og det regerende parti UNP(United National Party), denne er dog ikke blevet dokumenteret. Der er en sandsynlighed for at begivenhederne i 1983, er et resultat er politisk tilskyndelse af chauvinistiske medlemmer af parlamentet, også en uudtalt frygt blandt majoriteten af den singalesiske befolkning for de Tamilske Tigre og deres aversion imod en tamilsk selvstændig stat. Interviews med de singalesere som var med i angrebet på tamilerne i Columbo, viser at de var af den overbevisning at de tamilere man angreb var ”tamilske tigre” og ikke civile tamilere. Når Black July for den tamilske diaspora en vis betydning, er det fordi at, det var først efter denne begivenhed og borgerkrigens start, at tamilerne for alvor emigrerede til Vesten, og for de srilankanske tamilere, fik begivenheden den konsekvens, at man nu levede i utryghed, og følelsen af magtesløshed og vrede overfor den srilankanske regeringen, medførte at flere og flere unge blev nationalistiske og militariseret og meldte sig under LTTE’s rød/gule faner.

National vækkelse

2011-12-03T05:32:00.001-08:00

Tamilernes historie del 5 – nationalismensgennembrud 3

For deengelsk-talende unge tamilere var der flere jobmuligheder i den sydlige del afSri Lanka indenfor fx. handel, landbrug og offentlig administration. Briternesfavorisering af tamilerne betød omvendt at singaleserne i mindre grad blev tilgodeset,hvilke skabe frustrationer og aggressioner. Der opstod en singalesisk-bhuddistiskvækkelse der først rettede sig imod de vestlige kolonimagter, og så minoritetsgrupperne,altså tamilerne og muslimerne.

I perioden1870-1900 oplevede Sri Lanka en genopvækkelse af bhuddismen, hvor der opstår etkrav om at bhuddistiske værdier skulle genindføres i et bhuddistiskoverherredømme. Bevægelsen var en modreaktion imod kristendommens udbredelse påSri Lanka, og i 1883 opstod der religiøse uroligheder mellem bhuddister ogkatolikker - de første religiøse spændinger i nyere tid på Sri Lanka.

Senereudbrød optøjer mellem bhuddister og muslimer i 1915, men endnu var densingalesisk-bhuddistiske nationalisme ikke rettet imod de srilankanske tamilere.Den bhuddistiske videnskabmand Anagarike Dharpapala gjorde bhuddismen til enidentitetsmarkør, som skulle få væsentlig betydning i den singalesiskenationalisme. Myter, folkeminder og bhuddisme blev konstrueret på sådan en måde,hvor den særlige singalesisk-bhuddistiske identitet blev sat i centrum, og sati modsætning forhold til de ikke-bhuddistiske borgere på Sri Lanka, hvilket idette tilfælde var hinduerne, kristne og muslimer.

Densingalesiske nationalisme spredte sig, og fik større og større opbakning blandtden singalesiske del af befolkningen og bredte sig så senere til politiskekredse. Så da Ceylon fik sin selvstændighed i 1948, gik der ikke lang tid før, ”Singhalaonly”[1] blevindført i 1956, hvor singalesisk blev gjort til det officielle sprog[2].

Densingalesisk-bhuddistiske vækkelsebevægelse var ikke kun bekymret over detsingalesiske folks overlevelse og presset fra tamilerne på Srilanka og denindiske delstat Tamil Nadu, men byggede på myten om at Bhudda havde udvalgt SriLanka, som stedet hvor Theraveda bhuddismen skulle udbredes fra til resten afverden, og I sådan et verdenssyn levnede ikke meget plads til tamilerne, ogindføringen af Singhala only politikken medførte den første synlige migrationaf veluddannede tamilere til England og som førte til dannelsen af ”The Federal TamilParty”.

Ilankai Thamil Arasu Kacchi

FP(TheFederal Tamil Party)[3] blevgrundlagt af tre tamilske parlamentarikere[4] i 1949, 2 år efter Ceylon fik sinselvstændighed. FP’s fire overordnede mål var:

Føderal statsunion, hvor tamilsk talendeprovinser samles[5]
Statsstøttet kolonisering af tamilsktalendeprovinser skal stoppes
Både tamilsk og singalesisk skal anerkendessom ligeværdige sprog i staten
Samle alle tamilsk-talende på Sri-Lanka

Der vardele af den srilankansk-tamilske befolkning, der begyndte at forestille demselv som en nation, og inden for en kort tid skulle dette udvikle sig til en forsvarsorienteretnationalisme, forstået der var tale om en endnu ikke aggressiv nationalisme,som gik ud på at at forsvare tamilske interesser via politiske alliancer. MenFP stod for en endnu ikke artikuleret, blød nationalisme som endnu ikke varfuldbyrdet. FP var et semi-nationalistisk parti, som søgte føderalisme indenfor rammerne af en nation. Singhala-onlypolitikken var dog en sten i hovedet på FP, og tamilerne organiseredeSatyagraha, Ghandiansk inspireret ikke-voldelige protester. Demonstrationermedførte delvis organiserede modangreb mod demonstranterne af singalesere.

FP organiserede således også ”Pada Yatra”[6] fraforskellige byer i de tamilske provinser imod Trincomalee, som skulle være hovedstadeni fremtidige tamilske hjemland. Mange tamilere blev dog hurtige desillusioneredeefter at brugen af civil ulydighed ikke havde nogen positiv effekt for dentamilske sag, men derimod resulterede i en voldelig reaktion fra desingalesiske nationalister

Nu var deropstået en ny situation, hvor tamilernes sikkerhed var under pres, men FPinsisterede stadig på at nå sine mål ved ikke-voldelige metoder. I 1956 opstodder igen anti-tamilske optøjer[7], som gavindtrykket af at staten ikke kunne give tamilerne beskyttelse og sikkerhed,hvilket skabte yderligere magtesløshed hos den tamilske minoritet, som skulle vise sig at militarisere især dele af den tamilske ungdom.

[1] http://en.wikipedia.org/wiki/Sinhala_Only_Act

[3] IlankaiThamil Arasa Kaddchi – på tamilsk, kan oversættes ceylon-tamilsk stats /regerings parti – the ceylon tamil state or government party. Der har dog været uenighed om arusu betyder suverænitet ellerseparat stat, og flere singalesiske nationalister har brugt ordets tvetydighedtil at til at modsætte sig FP og dets mål. Chelvanayagam selv forklarer at”Thamil Arasu” referer til en tamilsk stat inden for en føderation.

[4] S.J.VChelvanayagam, C Vanniasingham og senator E.M.V Naganathan.

[5] Chelvanayakam understregede at: ”Itwill be a complete misnomer to call federalism a separation; federalism is aunion. Under a federal set-up the perserversation and the maintenance of theintegrity of smaller units can be assured without in any way taking away thesovereignty of the central government of the country”.

[6] March tilfods

[7] Omvendtvar der også tamilske bander på Jaffna-halvøen som brændte singalesisk ejendomog tvang singalesere ud deres hjem, og man forsøgte også at brænde Naga Vihare,som var et bhuddistisk tempel placeret i Jaffna, men politiet fik forhindretdette. Senere lykkedes det at brænde Nadadipa templet I Nainativu, men dettehemmeligholdte den srilakanske regering.

Nationalismens gennembrud 2 - Dannelsen af tamilsk national bevidsthed.

2011-09-10T13:57:00.000-07:00

I starten af 1900-tallet var størstedelen af de centrale aktører i det tamilske samfund på eksempelvis Jaffna-halvøen fortalere for et samlet Ceylon, især på grund af den tillid som den britiske kolonialmagt viste tamilerne, og man værdsætte i øvrigt englændernes upartiskhed. Den tamilske poet Periyathambi talte nationalromantisk om ”glorværdige moder Lanka” og skrev: ”Ceylon a glorious pearl is our country, I walked, it was summernight”, og Somasunthara Pularvar henviser i sit digt endvidere “The bounty of Lanka” til et samlet ”Moder Lanka”.

Men der var også tamilsk-nationalistiske tendenser, som formationen af ”Thamilar Maha Jana Sabhai” – det tamilske folks råd. Ligesom der var politiske grupperinger som Jaffna Youth Congress, som ideologisk set favoriserede Purana Swaji – helt og fuldt selvstyre.

Der opstod dog på tidspunktet en politisk bevidsthed i eliten blandt tamilerne og singaleserne, og de rettede det politiske skyts imod de imperialistiske magthavere, og krævede forfatningsmæssige ændringer, og argumenterede for demokrati og selvstændighed.

En af fortalerne for sådanne reformer var Ponnambalam Ramanathan, som i 1879-1920’erne, stod i front for en national bevægelse for konstitutionelle ændringer. Her bør man bide mærke i at han tænkte på Ceylon som en helhed, og at havde rollen som leder for både majoriteten af tamilerne og så af dele af den engelsk-uddannede singalesiske elite.

For denne angliserede overklasse havde sprog og religion underordnet betydning, og tamilerne så sig selv på daværende tidspunkt ikke som en minoritet. Ramanathans bror Arunachalam udtrykte således også dette synspunkt i 1918. Arunachalam advokerede for enhedspolitik og tænkte ikke i singalesiske eller tamilske baner, men var stærkt optaget af social ulighed, og var socialt indigneret over de fattiges situation og fordømte dekadencen i de øverste klasser. Trods Ceylons etniske og religiøse forskelle burde man ifølge Arunachalam finde sammen i en national enhed, og han talte sågar om indgå i en føderation med Indien.

Men da briterne introducerede ”Kommunal repræsentation”[1] blev det et hedt emne i den politiske debat i 1921-1924. Der opstod store uenigheder mellem tamilerne og singaleserne i 20’erne, og situationen blev forværret efter introduktionen af universel stemmeret i 1931, som efterfulgte anbefalinger fra Donoughmore Commission om en konstitutionel reform. En af konsekvenserne af et at de konstitutionelle ændringer, var etableringen af princippet om territoriel repræsentation i den lovgivende forsamling, hvilket reel set betød at det tamilske mindretal blev henvist til bagsædet, forstået på den måde at det mistede indflydelse. Herefter begyndte tamilerne at se sig selv om et separat folk og ikke som en minoritet, som havde brug for sikkerhedsnet eller mindretalsbeskyttelse.

Fra midten af 20’erne forvandlede den tamilske bevidsthed sig til et nyt fænomen – tamilsk national bevidsthed. Der var tale om en følsomhed overfor bevare tamilernes interesser, udtrykt ved tamilske nationale konferencer. G. G. Ponnambalam var accepteret som tamilernes leder, og kom i statsrådet - den lovgivende forsamling, som blev introduceret under Donoughmore reformerne. Hans entré i statsrådet blev et vendepunkt for tamilske folk, han var en brillant politiker, retoriker og debattør, og et godt match for S.W.R. Bandaranaike, som blev hans singalesiske spejlbillede. Han tryllebandt det tamilske folk, især i Jaffna og vandt deres hjerter, og han blev vurderet som en frelser. Han var af den overbevisning, at tamilerne skulle stå sammen imod fælles ”fjender”, hvilket var Seneneyake og singaleserne, og fjendebilledet var optegnet.

Den tamilske nationale bevidsthed udkrystalliserede sig gennem All-Ceylon Tamil Congres, som blev formeret i dannet i 1944, for at beskytte minoriteternes interesser, både tamilske og øvrige mindretal.

G. G. Ponnambalam foreslog ”50/50 repræsentation” for at beskytte mindretallene. Forslaget gik ud på halvdelen af pladserne i den lovgivende forsamling skulle gå til minoriteterne, som en form for forsvarsmekanisme som skulle sikre at singaleserne ikke skulle få en dominerende position. Som hans forgængere Sir Ponnambalam Arunachalam og Sir Ponnambalam Ramanathan – ønskede han Sri Lanka skulle være en multi-etnisk stat, hvor mindretallene blev beskyttet overfor overgreb af flertallet. Briterne var ikke synderlig glade for ideen om 50/50 repræsentationen, på grund af deres egne økonomiske og strategiske interesser, og de foretrak et kompromis, hvor man skulle imødegå kravene fra de konservative singalesere. I 1947 blev det første parlamentsvalg afholdt baseret på territorialt repræsentation, og af 151 pladser i parlamentet var 124 singalesiske, på den måde blev Sri Lanka en af de få lande i verden, som har givet em større vægt i repræsentationen til majoritetsgruppen i lovgivningen, på bekostningen af minoriteterne.

Men det lykkedes dog ikke Ponnambalam at komme igennem med sit forslag, og trods valgsejre og samarbejde med progressive singalesere, så følte Ponnambalam, ikke at dette førte nogen vejne, så han meldte sig ind hos UNP(United National Party). All Ceylon-Congress, blev splittet – og i 1949 opstod Ilankai Thamil Arasu Kadchi(ITAK) – the party for a ceylon tamil government. Det engelske navn var “The federal freedom party of the tamilspeaking people(FP og S.J.V Chelvanayakam var lederen. Selvom Ponnambalam ikke argumenterede for en separat tamilsk stat, så var han med til ændre tamilernes bevidsthed, på den måde man blev mere opmærksom på den tamilske identitet, og han satte ubevidst gang i hjulene på den tamilske nationalisme. Tanken om at tamilerne har en særskilt etnisk identitet opstod og kravet om større autonomi voksede frem.

[1] Fællesrepræsentation er en politisk producere og var en model som skulle garantere alle etniske/religiøse/lingvistiske grupper repræsentation. Fra 1833-1889, var der 3 europæere, en singaleser, en tamiler og en burgher i statsrådet, og de skulle repræsentere de forskellige samfund.

Forfulgt

2011-08-26T15:40:00.000-07:00

Går langs Mindernes Allé, hvor tankerne smuldrer – mens dødsenglen kigger forbi. Forfulgt af skygger af tvivl. Tågen tydeliggør flammerne i det fjerne. Mørkets dominans gør mig blind, mens melankolien gir’ mig klarsyn. I mulighedernes land uden valg, hvor den unge Werther stadig lider. Hvor vinteren er uendelig og kulden dødens stedfortræder. I den selvfede andedam, hvor hele verden falder sammen. Så hopper i det ildrøde flammehav.

BBC History: Tamil Nadu - Raja Raja Cholan Empire

2011-08-11T07:07:00.000-07:00

Nationalismens gennembrud 1. Tamilsk kulturhistorisk renæssance

2011-06-16T12:38:00.000-07:00

Tamilernes historie del 3

I slutningen af 1800-tallet var der små tegn og tendenser, der pegede på udviklingen af etnisk nationalisme inden for de etniske grupper på Sri Lanka, men den havde ikke nogen stor indflydelse på politikken i landet. En bevidsthed om separate singalesiske og tamilske identiteter dukkede op, men der var endnu ikke tale om nogen hævdelse af gruppernes etniske særpræg. På daværende tidspunkt var man mere optaget og bekymret over kristendommens indtog og påvirkning af de sociale samt kulturelle miljøer, der ellers var præget af hinduismen og bhuddismen.

Ifølge Dagmar-Hellmann Rajanayagam er 1880-1930 den periode, hvor tamilernes etniske bevidsthed bliver formet for og deres behovet for fælles historie bliver synliggjort, og denne skulle så legitimere tamilernes egenart. Tidligere brugt man den semihistoriske Yalpana Vaipaya Malai, og denne fortæller i mytologisk form om Jaffna-kongedømmets storhed og de kampe diverse konger kæmpede imod singaleserne. Men man var klar over man ikke kun havde brugt for eksistens i myten, men også i en tid, hvor kultur og religion gav en form for identitet, kan historien være med til at retfærdiggøre en identitet. Tamilerne søgte ifølge Fibiger deres historie af politiske grunde, og ikke for selve historien egen skyld eller for at finde en historisk identitet.

I det 19.århunderede krævede tamilerne og deres europæiske forbundsfæller, primært missionærer en tamilsk historieskrivning[1], simpelthen fordi der ikke havde været tradition for det endnu. De kristne sympatisører kunne ikke leve med at tamilerne tilsyneladende tilhørte et historieløst samfund, og man havde i øvrigt en ambition om at bevise af, at Jaffna-kongeriget var et historisk faktum, og ikke blot en myte.

En af 1900-tallet’s dominerende personligheder var Ceylon-tamileren Arumuka Navarlar(1822-79). Navnet Navalar blev givet til ham af tamilerne, og betydningen af ordet kan nogenlunde oversættes til være en mand, som har været produktiv lingvistisk i en særdeles høj grad. Han var en pioneer inden for udvikling af tamilsk prosa og skrev bl.a. hinduistiske børnebøger. Navalar organiserede desuden hinduskoler, og havde visse forbehold overfor at tamilere konverterede, det afholdte ham dog ikke fra at være med til at oversætte biblen til tamilsk. Han var af den overbevisning at kristendommen underminerede hinduismen. Navalar gav via sproget saivaitismen[2] en spredning blandt tamilerne, og identificerede sig ikke som en ceyloneser, men en tamiler fra Yalpanam).

Senere fik det tamilske sprog en litterær genfødsel i 1920-30’erne, og i 50’erne opblomstrede en interesse for tamilsk kultur, som så manifesterede sig som en kulturel modstand[3], eksemplificeret ved Bharata Natyam og klassisk syd-indisk musik, som blev betragtet som værende vidunderlig og himmelsk kunst, og der blev udvist mindre interesser for andre kunstformer. Denne fase kan vurderes som en hyldest til tamilsk identitet, men banede samtidig også vejen for tamilsk nationalisme. Navalar var i den sammenhæng med til at bevidstliggøre tamilsk etnicitet og ubevidst at klargøre vejen for en endnu ikke artikuleret tamilsk nationalisme.

[1] Den første tamilske historiker i vestlig forstand var Muttutampippillai, der i 1912 skrev en tekst der stod i skarp kontrast til tidligere arbejder, og han fremviser en deltaljeret kritik af sine kilder. Han fastsatte Jaffna-dynastiets spæde begyndelse ved at datere to tamilske konger Elara og Ugrasinkans regerings tid, som lå længe før den første bhuddistiske konge Vijaya kom til øen i det 6. århundrede. Herefter var der en lang periode med singalesisk styre, indtil tamilerne kommer til magten igen via Chola-dynastiets invasion af øen omkring det 9.århunderede. Hans kilder var Mahavamsa og forskellige sydindiske inskriptioner. Muttampipillais historieskrivning forsætter indtil hans egen samtid, hvor han beskriver, hvordan koloniseringen har gjort tamilerne svage og dekadente, og han opfordre til at tamilerne skal rejse sig igen, så de kan vende tilbage til tidligere tiders storhedm hvor tamilerne var stolte og saiva-religionen stærk, han afslutter værket med en bøn til hinduguden Murukan om at reetablere den rette ånd, og han dedikere hele sit værk til Tamilattay – den tamilske moder. Muttutampipillai lægger bevidst vægt på forbindelsen mellem Jaffna-kongeriget og den tamilske religion(hinduisme) og kultur, og i tamilernes historie fortælling anvender han myter og religiøse historier, for give tamilerne en stolthed over deres fortid, der fremstilels som tabt paradis. Denne historiefortælling har uden tvivl påvirket tamilernes etniske bevidsthed og været med til at konstruere den tamilske nationalisme.

[2] Saivitismen er en retning inden for hinduismen, hvor guden Siva tilbedes, som størstedelen af de srilankanske tamilske hinduer tilslutter sig. Navalar var med sin store revision og renselse af Saiva Siddhanta(The Wisdom of Siva) en af de betydningsfulde bidragsydere til saivitismen.

[3] K. Kailasapathy udtrykker således, at det for tamilere idag ikke er spørgsmål om kulturel eller sproglig identitet, men snarere national identitet: ”With this (i.e. up to ca. 1970) the linguistic consciousness would appear to have its full run. Emanating from the upper classes it had touched the entire society in different ways. Although a general consciousness of language and culture was probably common to the entire community, its significance and importance was relative and felt differently by different socialgroups and class".

Koloniseringen

2011-05-19T12:02:00.001-07:00

Tamilernes historie del 2

Koloniseringen

Da portugiserne ankom til Ceylon i 1600-tallet fandt de 3 kongeriger på øen, et hinduistisk-tamilsk kongedømme i Jaffna-området, og et singalesisk-bhuddustisk kongerige i Kandy og på vestkysten. De tre kongeriger blev sammenlagt af kolonimagten, og den dråbelignende ø fik navnet Ceilão af portugiserne, og dette blev oversat til Ceylon[1] på engelsk.

Koloniseringen af Ceylon kan opdeles i tre faser, inddelt efter portugisisk, hollandsk og britisk kolonialstyre. Portugiserne ankom i 1505, hvilket resulterede i en over 330 års kolonisering af øen. Kristendommen som portugisiske missionærer[2] bragte med sig, blev i en særlig grad spredt langt kysterne, hvor tamilske fiskere konverterede til katolicismen i Jaffna-halvøen, hvilket i dag viser sig ved at at ca. 10-12 procent af den tamilske befolkning på Sri Lanka er katolikker i dag.

Hollænderne overtog kolonimagten i 1660’erne og forsøgte forgæves at sprede protestantismen blandt tamilerne, hvilket kun lykkedes i et meget lille omfang. Portugiserne og hollænderne var primært interesserede i at dominere kystområder, især på grund af øens geografiske betydning for den internationale handel. I 1796 overtog briterne administrationen af Ceylon og efter have erobret Kandy i 1815, samlede de som den første europæiske stormagt Ceylon under et styre, hvor de tre eksisterende kongeriger blive sammenbragt.

De konstitutionelle ændringer blev gennemført i 1833, således at der blev oprettet en britisk central regering som havde hovedsæde i Columbo. På trods af denne centralisering af magten bevarede tamilerne på daværende tidspunkt en separat og adskilt tamilsk identitet, selvom en del emigrerede til de singalesisk dominerede arealer i den sydlige del af Ceylon. Tamilerne ønskede ikke at blive assimileret i den singalesiske majoritetskultur og beholdte en stærk gruppebevidsthed som var relateret til det tamilske samfund, civilisation, religion, sprog, kultur og territorium.

Selvom det ikke var alle tamilere der konverterede til kristendommen, så fik religionen en central betydning for ændringen af de sociale strukturer i det tamilske samfund, og introduktionen af den romersk-katolske tro var en af de centrale konsekvenser af den portugisiske kolonisering af Sri Lanka, og med til at ændre det tamilske samfund i en særlig grad. De kristne missionærskoler medvirkede til en udbredelse af uddannelsessystemet, og flere tamilere blev mere litterære og lagde vægt værdien af læring og viden.

Missionærerne etablerede skoler, som gav mulighed for engelsksproget skolegang. Disse missionærskoler var i 1900-tallet efterhånden udbredt i mange landsbyer på Jaffna-halvøen, og bidrog til tamilernes dedikation til læring, hvilket skulle få en central rolle for udviklingen af den tamilske nationalisme.

Kristendommen kan have fået tamilerne til at få et alternativt syn på egen tro, og måske er denne blevet styrket eller svækket. Kristendommen har måske påvirket den hidtidge kastestruktur, og den øverste kastes(Brahmins) tilstedeværelse er måske blevet svækket, hvilket kan have ændret det ellers konforme tamilske samfund, og det sociale kontrol som kastesystemet udøvede. Kristendommen har desuden differentieret Jaffna-tamilerne fra Batticola, idet de kristne institutioner var stærkest i den nordlige del, og skred udviklingen og ændringen af jaffnatamilernes uddannelsesstruktur og fik den betydning at jaffna, tamilerne blev bedre uddannet og udviklede bedre engelskfærdigheder i forhold til den resterende del af befolkningen på Sri Lanka, og dermed fik Jaffna-tamilerne mulighed for social mobilitet, samtidig med at fik akkumuleret en større kulturel kapital.

Jaffna-tamilerne fik stor udbytte af kristne amerikanske og britiske skoler og uddannelse i forhold til batticoloa tamilerne. Til gengæld følte Columbo-tamilerne følte sig jaffna tamilerne overlegne, og var mere vestliggjorde i tanke og livsstil. Den britiske kolonisering medvirkede til at samfundet nu ændrede sig fra et kaste stratificeret samfund til et klassebaseret.

Den elite som englænderne fik skabt var altså karakteriseret ved social mobilitet, fra landsby til storby og ved skift fra et traditionelt system til et mere vestligt kultur og værdisystem. Denne engelskuddannede elite var dog forholdsvis lille og eksklusiv i forhold til resten af befolkningen, hvilket så senere give anledning til social og politisk utilfredshed og mulighed for nationalismens opblomstring. Den væsentligste konsekvens var et voksende krav om ceylonesisk indflydelse og deltagelse i regeringen, som på daværende tidspunkt var britisk. Denne kamp om indflydelse skulle gå hen og blive en politisk etnisk konfrontation, som banede vejen for nationalismens gennembrud på Sri Lanka.

Litteraturliste:

Arasaratnam, Sinnappah 1994: ”Sri Lanka’s tamils – under colonial rule” i Manogaran, Chelvadurai &

Fuglerud, Øivind 1993: Nettverk og migrasjon; betydningen af “medgift” blant tamiler i Norge, Sydjysk Universitetscenter

Olsen, Bendigt 1989: The Sri Lanka Conflict - a study of elite perceptions, Derap Publications

Preis, Ann- Belinda S. 1996: Flygtninge, sandheden og andre gåder, Munksgaard - Rosinante

Sabaratnam, Lakshmanan 2001: Ethnic Attachments in Sri Lanka – social change and cultural continuity, Palgrave

Wilson, A Jeyaratnam 2000: Sri Lankan Tamil Nationalism – its origins and development in the 19th and 20th centuries, Hurst & Company, London

[1] Ceylon er en europæiseret version af Sinhala. Det old-singalesiske folk kaldte deres land Lanka Dipa – strålende ø, hvilket nogenlunde betyder Sri Lanka, hvis betydning er glorværdige ø. Lanka er Sanskrit for ø, og var navnet på landet i det indiske episke digt Ramayana fra 200-100 f. kr.

[2] Jesuitten Francisco Xavier missionerede langst kysterne og etablerede et tamilsk kristent samfund, som bestod af en stor del af fiskere. Den dag i dag er der flere tamilske katolikker, der tilbeder Francisco Xavier.

Tamilernes historie - Oprindelse og myter

2011-04-23T14:00:00.000-07:00

Tamilsk historie- del 1)

Præ-kolonisering

Som nævnt vil denne blogserie omhandle centrale perioder af tamilsk historie, som har haft betydning for tamilsk identitet og selvforståelse. Denne korte historiefremstilling vil være i tre dele, hvor jeg overordnet vil beskæftige mig med tiden før koloniseringen, koloniseringen og udviklingen af tamilsk nationalisme.

Serien starter med tiden før koloniseringen, hvor tamilernes oprindelse vil være i centrum, idet det umiddelbart er relevant, når man nu engang beskæftiger sig med tamilernes historie, for hvem var tamilerne egentligt??

Tamilernes oprindelse

Et følelsesladet emne blandt historikere er tamilernes oprindelse, og der er forskellige teorier om tamilernes oprindelse, og hvilken etnisk gruppe, der kom først til Sri Lanka, var det tamilerne eller singaleserne? Historien bliver i nutiden taget som gidsler af både tamilske og singalesiske nationalister, hvor begge grupper hævder de kom til Sri Lanka først, og derfor har retten til landet.

Historikeren G.C Mendis påpeger at ”Veddaerne”[1] – en præ-arisk aboriginal jæger-stamme, levede på øen i de tidlige tider, og de havde krydset over til øen før den geografisk blev separeret fra Indien. C. R. De Silva bekræfter denne tese på baggrund af S.U Deraniyagala’s arbejde og udleder: ”People who lived in the early iron age in Sri Lanka were diverse in their origin, from north and south indian as well as the australoid peoples of the island”. Ud fra disse oplysninger, så kunne noget tyde på at Sri Lanka’s oprindelige befolkning var disse veddaer, altså jægere. Men hvad med tamilerne så?

En dominerende opfattelse er at tamilerne er efterkommere af dravidiske migranter fra Syd-indien, og størstedelen er saivite[2] hinduer og taler sproget tamil, som bliver talt i store dele af den indiske delstat, Tamil Nadu.

Men ifølge tamilsk mytologi/kulturhistorie var tamilerne bosat på øen, længe før singalesernes ankomst, og helt frem til ca. 100 år f. Kr. fandtes et tamilsk kongedømme i Anuradhapura, indtil den singalesiske prins Dutthagamani erobrede øen, og selv i år 1215, eksisterede et tamilsk kongedømme i Jaffna. Selvom myter ikke ligefrem kan siges at være faktuelle kendsgerninger, så har de alligevel en værdi, i og med de giver et indblik af, hvordan hvad der i den tid, havde betydning for tamilerne, og det var eksempelvis hinduismen, som i myterne blev koblet til den tamilske civilisation på Sri Lanka.

Myter

Ifølge de tamilske krøniker fra Jaffna, så begyndte den tamilske civilisation først på halvøen, efter et tempel bemandet med brahmins blev bygget ved Maviddapuram, hvor en guddommelig åbenbaring havde fundet sted. Royale emblemer blev skænket til kongen i dennes egenskab af guddommen Vishnu’s inkarnation, og kvinder af stor kyskhed blev sendt fra Indien. denne begivenhed beretter folkefortællinger om Jaffna-halvøen, som et øde vildmark, hvor der var en åbenbaring af guden Murukan ved Keerimalai(landsby, nordpå), og hvor lunde med skove, myldrede med ondartede ustyrlige dæmoner. Ifølge en hinduistisk myte kæmpede guden Murukan mod den udødelige dæmon Sooran ved Kataragama[3]. Murukan slog dæmonen ihjel adskillige gange med forskellige våben, men dæmonen rejste sig på igen, gang på gang! Da han var udmattet og tæt på at opgive, bad Sakti Murukans far, Siva, om at give modet tilbage så han kunne bekæmpe Sooran, og samtidig gav Parvati sønnen et våben – sakti-val, som han skulle bekæmpe Sooran med. Da Murukan støder våbnet ind i Sooran falder dæmonen om, og genopstår som en hane og et mangotræ. Denne myte som tidligere var et billede på, hvordan Murukan bekæmper det onde i tilværelsen, har i dag fået en helt anden betydning i den etniske konflikt på øen, hvor Murukan i tamilernes øjne symboliserer tamilerne, mens Sooran symboliserer singaleserne, en overmagt der i sidste ende besejres, hvilket leder os tilbage til forholdet mellem tamilerne og singaleserne.

Så ens, men så langt fra hinanden?

Bade singalesiske og tamilske nationalister har siden 1800-tallet beskrevet historien før kolonitiden, som en periode med fjendtligheder mellem to klart etnisk definerede grupper[4]. Men denne fremstilling problematisk idet den ofte snarere er resultatet af politisk motiverede efterrationaliseringer end objektiv bedømmelse af historiske og arkæologiske kilder.

Selvom nationalisterne på hver side konflikten nærmest fremstiller srilankansk historie som en evig krig, så har der ikke altid eksisteret fjendtlighed blandt tamilere og singalesere. Tamilerne og singaleserne har i præ-kolonial tid levet i fred og foredragelighed med hinanden, og der har været en tæt social interaktion og kommunikation mellem folkeslagene, som har påvirket sætningsstrukturer i de tamilske og singalesiske sprog. Derudover er der væsentlige ligheder mellem deres populære religiøse kulter, slægtskabs klassifikationssystemer[5], struktur og organisering af kastesystemet og landsbyritualer[6].

Forskeren Rasanayagam går i ”Ancient Jaffna” endda så langt som at sige at de srilankanske tamilere havde flere ligheder med singalesere end sydindiske tamilere, mens S.J. Thambiah fremhæver at myter, kollektive besættelser og frygt adskiller disse folk, ”som er så ens i mange henseender, og dog er drevet så langt bort fra hinanden.

Men etnicitet og etnisk identitet synes ikke på daværende tidspunkt at være et centralt element, og hverken singaleserne eller tamilernes insisterede på etnisk monokultur, tværtimod var der i de tidligere tider multi-etnisk samfund, hvor der var harmoni mellem de etniske grupper, i modsætning til det pluralistiske samfund i dag, hvor der er etniske spændinger.

Noget kunne tyde på, at de første beboere på Sri Lanka var veddaer’ne, men det store spørgsmål, som skiller vandene er, om tamilere eller singaleserne kom først til øen? Det fremstår dog klart at både tamilere og singalesere har været til stede på øen i over 2000 år, og det umiddelbart har været flere fredsperioder, end krig mellem de to etniske gruppper, som på mange måder er forskellige, men alligevel ens.

Litteraturliste:

Ahmed, Ishtiaq 1991: Separatiströrelser i Sydasien, Utrikespolitiska Institutet

De Votta, Neil 2004: Blowback - Linguistic nationalism, institutional decay, and ethnic conflict in Sri Lanka, Stanford University Press – Standford, California

Fibiger, Marianne Qvortrup 1999: De srilankansk-tamilske hinduer i Danmark – en religionsvidenskabelig analyse af religionens betydning I et kulturmøde, Institut for religionsvidenskab – teologisk fakultet, Århus Universitet

Kaagaard, Mikkel W. 2008: Sri Lanka – fra selvstændighed til selvmordsterrorisme, Turbine forlaget

Pfaffenberger, Bryan 1994, The Srilankan Tamils – ethnicity and identity, Westview Press

Preis, Ann- Belinda S. 1996: Flygtninge, sandheden og andre gåder, Munksgaard - Rosinante

Sabaratnam, Lakshmanan 2001: Ethnic Attachments in Sri Lanka – social change and cultural continuity, Palgrave

Olsen, Bendigt 1989: The Sri Lanka Conflict - a study of elite perceptions, Derap Publications

Wilson, A Jeyaratnam 2000: Sri Lankan Tamil Nationalism – its origins and development in the 19th and 20th centuries, Hurst & Company, London

[1] Historien om de første mennesker på Sri Lanka er som sagt omdiskuteret. Arkæologer har via termoluminiscens dateret den Balangoda’ske stenalder tilbage til 5000 plus/minus 700 år før kristus.(BC). Balangoda manden var australoid med neandertaloide karakteristika. Vaddhae’s som stadig lever på Sri Lanka er efterkommere af Balangoda manden blandet med singalesere og tamilere. Andre kilder hævder Balangoda manden kom fra Sydindien og blev drevet bort af draviderne.

[2] Saivitismen er en retning inden for hinduismen, hvor guden Siva tilbedes, som størstedelen af de srilankanske tamilske hinduer tilslutter sig.

[3] I dag pilgrimsmål for både hinduer og bhuddister.

[4] I fortællingen om den bhuddistiske kriger Duttghamani(2.nd century b.c.e.), betragtes tamilere og singalesere som fjender, og den beskriver, hvordan kongen, hans hær og 500 bhuddistiske munke gik i krig og besejrede Chola-kongen Elera, som var hersker i Anuradhapura Kingdom.

[5] Ægteskab mellem sondakarar(familie) er normalt, fx fætter/kusine ægteskaber, men dog kun for børn af en bror og en søster, børn af to søstre eller to brødre giftes ikke(Wilson 2000).

[6] Men nogle forskere erkender dog en eksistensen af en særlig tamilsk eksklusivitet, især blandt Jaffna-tamilerne, idet de siges at har mere strikse forestillinger om ”renhed”, ”urenhed” med tilstedeværelsen af kastesystemet og afhængige kaster, strammere regler omkring før-ægteskabelig kyskhed og kvinders begrænsede frihed udenfor hjemme.

Den historieløse ungdom

2011-04-01T10:36:00.000-07:00

I det dansk-tamilske onlinemiljø har Eelam-krigen ofte været genstand for en følelsesbetonet og livlig debat. Hvis der har været et emne, som kunne få følelserne op i kog, har det været den srilankanske borgerkrig.

En sjælden gang er spørgsmålet om tamilernes oprindelse dukket op, og i den forbindelse viste det sig at en del unge med tamilske baggrund, har et manglende kendskab til eller unuanceret viden om tamilernes historie. Eelam-tilhængere har eksempelvis anvendt historien som argument, for en selvstændig stat, hvilket umiddelbart ikke er problematisk, men desværre er deres historiefremstillingen ofte ensidig, sort/hvid og præget af det røde/gule Eela-tamilske verdenssyn. Konsekvensen er at der er gået politik i den tamilske historiefremstilling. Denne selektive, ensidige og nationalistiske historiefortælling satte klare aftryk på en række debattørers indlæg, kommentarer og udsagn. Jeg mener, at der er god grund til at være kritisk, overfor den tamilske historiske selvopfattelse, hvor tamilerne glorificeres, som man så det i forbindelse med premiere til Filmen Ellalan. Jeg af er den holdning, at det er halv-farligt og skadeligt at ophøje en etnisk gruppe til noget den ikke er. Tamilere er ikke ufejlbare, perfekte eller nogen moralsk overlegen folkeslag. Konsekvensen af denne politiserede historie opfattelse, er at store dele af den tamilske ungdom, har fået en nationalistisk historiefortælling ind med modermælken, hvilket desværre medvirker til at sløre for al kritisk og selvstændig tænkning.

Omvendt er der en gruppe tamilere, der tager afstand fra deres tamilske rødder. Disse assimilationsivrige tamilere, har travlt med at fortælle omverdenen, hvor danske og ikke-tamilske de er, og betragter tamilere som et primitivt og underudviklet folkeslag, med en tilbagestående kultur og latterliggøre denne hver gang de har mulighed for dette, samtidig med de fremhæver den danske kulturs fortræffeligheder. Disse unges syn på tamilske indvandrere og efterkommere er ofte ligeså ignorant og fordomsfuld, som de mest fremmedængsteliges danskeres generelle syn på ikke-vestlige indvandrere. De er i værste fald deciderede flove over deres tamilske baggrund. Modsat eelam-tilhængerne synes de über-vestlige tamilere at undervurdere tamilere og nedprioritere tamilsk kultur og, og udviser en ligegyldighed eller decideret foragt overfor tamilsk kulturhistorie, kunst og litteratur.

Noget kunne tyde på at en stor andel af tamilske unge har et manglende kendskab til tamilernes historie. Tanken om at tamilske unge er præget af en vis historieløshed har da strejfet mig, hvilket i mine øjne er ret sørgeligt, idet den historiske viden i bedste fald kan give et bud på, hvorfor tamilerne er, som de er i dag, og bl.a. kan give svar på, hvorfor uddannelse har en vis betydning for tamilere. Hvorfor den tamilske nationalisme er blevet militariseret, og hvordan til en mand som Prabaharan kan samle de srilankanske tamilere.

Så er der nogen der måske tænker, hvorfor er tamilernes historie vigtigt? Uanset om vi kan lide det eller ej, er vi produkter af tamilsk-srilankansk historie, og denne er vigtig, fordi at vi bedre kan forstå nutiden, hvis vi kender til datiden, og måske vil det endda give os en større forståelsesramme, der kan gavne vores ageren i fremtiden.

I de kommende blogs vil jeg gennemgå centrale aspekter af de srilankanske tamileres historie ud fra de historiske begivenheder på Sri Lanka, der har haft en væsentlig indflydelse på den srilankansk-tamilske etniske identitet og transformationen af denne. Her vil jeg bemærke, at jeg ikke er historiker, men primært interesserer mig for tamilsk identitet igennem historien og dennes udvikling, og det ville mine artikler bære præg af. Derudover er formålet med blogserien at give et indblik i den tamilske nationalismes historie, og hvordan den har udviklet sig i Sri Lanka’s historie, med centrale aktører som Ponnambalam, Chelvanayagam og Prabaharan, og serien vil bl.a. beskæftige sig med tamilernes oprindelse, koloniseringen og den tamilske nationalismes udvikling.

Martin Luther King – historien om en drøm

2011-02-20T07:43:00.000-08:00

“I have a dream that one day even the state of Mississippi, a state sweltering with the heat of injustice, sweltering with the heat of oppression, will be transformed into an oasis of freedom and justice.

I have a dream that my four little children will one day live in a nation where they will not be judged by the color of their skin but by the content of their character.

I have a dream today![1]

Det er svært ikke at forestille sig, hvordan den sorte lille mand med den store stemme, stod foran overfor 200.000 mennesker midt i borgerrettighedskampen, og holdte hans livs tale, som som blev en af de mest berømte taler i ikke alene Amerika, men i resten af verden.

Med ”I have a dream” leverede den karismatiske Martin Luther King Jnr. med stor autoritet, patos, en dyb og gribende stemme en ualmindelig tankevækkende og inspirerende tale. Den var en kombination af bevæget prædiken og klassisk politisk retorik, hvilket viste sig ved brugen af både bibelske samt politikhistoriske referencer, til bl.a. den amerikanske forfatning, Lincolm og den amerikanske drøm.

Fornyligt læste jeg ”Historien om en drøm”, som er en biografi om Martin Luther King skrevet af Godfrey Hodgson. Den beskæftiger sig ikke i en særlig grad med selve talen, men derimod Kings’s person, baggrund og er en fortælling om borgerrettighedshistorien koblet sammen med King’s livsforløb, som giver et indblik hvem præsten, borgerrettighedsforkæmperen og krigsmodstanderen Martin Luther King var.

Præsten

Mike[2] King var søn af en yderst vellønnet præst fra Atlanta, og var en del af den sorte middelklasse. Den unge Martin Luther King, var ikke særlig flittig i skolen, og havde det svært med farens strikse, disciplinere opdragelse. Han var en ret følsom ung dreng. Da hans højt elskede bedstemor døde, forsøgte en rådvild og knust 6-årig King at tage sit eget liv ved at springe ud fra første sal. Heldigvis slap han med et par skrammer, og det tyder på at King ikke havde en hel nem barndom.

Både King’s far, farfar og oldefar var præster, så der lå en forventning om at King forsatte i samme erhverv. Den afroamerikanske kirke i USA havde en lang tradition for gribende prædikener og sjælfulde gospelsange, med en levende religiøs kultur, hvor kirken engagerede sig både for sognebørnenes verdslige og gejstlige velbefindende. I en periode overvejede han seriøst at blive lærer, men han var draget af sin far og bedste fars kald – at prædike for verdenen.

Selv siger King om sit præstekald: ” Mit Præstekald var ikke udtryk for noget mirakuløst eller overnaturligt, tværtimod. Det var en indre trang, der afkrævede mig at tjene Gud og menneskeheden”. King’s kald synes ikke at være super religiøst, men snarere resultat af social arv og så en indre lyst til at udbrede evangeliets sociale budskab og dermed muliggøre social fremgang for de mindre privilegerede i samfundet. Om biblen udtalte han eksempelvis at ”bag bogens sagn og myter gemte sig mange dybsindige sandheder”, og noget tyder på at troen på frelse, gav King troet på håbet om forandring, hvor håbet var den dynamo som skulle virkeliggøre frelsen(forandringen). Det var på præsteseminaret, at han lærte at prædike, og lærte retoriske tricks som senere skulle komme ham til gode, som bl.a. ”Trappegudstjenesten”, hvor prædikanten gradvis skulle højne sin argumentation, for så til sidst nå frem til højdepunktet – den konklusion, som skulle overbevise tilhængerne.

King viste som studerende en intellektuelt nysgerrighed, men han blev ofte beskyldt for at plagiere andres opgaver, og anklaget for videnskabelig uredelighed. Han var en usandsynlig forfængelig mand som havde en vis kvindetække, og måske var det hans sproglige begavelse, der kom ham til gode, som eksempelvis når han komplimenterede kvinder. Hans forkærlighed for kvinder førte til flere adskillige erotiske eventyr, og disse udskejelser skulle senere gå hen og give bagslag. Men det er nu som borgerrettighedskæmper og ikke som præst(eller Don Juan) at Martin Luther King Jnr. satte sit aftryk i verdenshistorien.

Borgerrettighedsbevægelsen

King oplevede allerede som en pur ung dreng forskelsbehandling og raceadskillelse. Martin Luther King havde en hvid dreng som ven, fra han var tre til seks år, da de skulle begynde i skole, blev de adskilt, naturligvis. Senere viser det sig også vennens far havde forbudt ham at lege med hans ”negerven”.

Det var dog mange år senere at Martin Luther King skulle blive engageret i borgerrettighedskampen. I 1955 holdt den unge Martin Luther King en tale ved Rose Park’s arrestation. Den 43 årige sygeplejerskes store forbrydelse var at hun, havde nægtet at give sin plads til en hvid dame. De hvide pladser var fyldt op, og chaufføren bad Rosa Parks op at flytte sig, og hun nægtede og blev arresteret. To dage senere holdte den unge Martin Luther King tale ved en demonstration imod tilbageholdelse af Rosa Park’s, og det medførte at han blev en central aktør i boykotten af busserne i Montgomery, som varede et år og indlede kampen for borgerrettigheder og lighed for sorte i Syden. Bogens forfatter gør dog opmærksom på, at det ikke var første gang at sorte nægtede at give deres plads for hvide, og at det ikke var helt tilfældigt at Rosa Park’s netop blev den dominerende kvinde, som satte spørgsmålstegn ved raceopdelingspolitikken. Parks havde i 1944 nægtet at sidde på de ”sorte pladser” og hun blev smidt ud af bussen. Hun havde i øvrigt selv arbejdet som sekretær for en lokal afdeling af NAACP(National Association for the Advancement of Colored people) og semi-velkendt og et politisk engageret medlem for en lille gruppe af ledere for sorte i Montgomery, og de havde længe udset en lejlighed for at udfore raceadskillelsen juridiske grundlag, hvilket nu blev aktualiseret efter Rosa Park’s boycot.

Martin Luther King var i begyndelsen af borgerrettighedskampen ikke nogen kender af Ghandi, civil ulydighed og ikke-vold som politisk aktionsform. Det var to pacifister fra New York, der fik ham til at indgå at GHandi’s ikke-voldelige metoder var anvendelig i den situation som de sorte amerikanere befandt sig i i midten af 50’erne, så han i en radio-tale konkluderede om den ikke-voldelige modstand, ”det mest potente våben, som undertrykte mennesker, der kæmper for retfærdighed og menneskeværd, er i besiddelse af”. Om mordet på Ghandi har han sagt:

”Verden bryder sig ikke om folk som Ghandi, det er da besynderligt ikke sandt? De bryder sig ikke om mennesker som Jesus. De bryder sig ikke om mennesker som Abraham Lincolm. De slår dem ihjel”.

Biografien giver et detaljeret indblik og overblik om borgerrettighedskampen og King’s rolle i denne, og afslører bl.a. Kennydy brødrenes tøvende støtte til bevægelsen. Hvor Martin Luther King, i dag er mest kendt for at italesætte afroamerikernes sag, så var han i øvrigt en engageret krigsmodstander.

Krigsmodstanderen

Martin Luther King Jnr. var ikke altid lige populær hos de amerikanske præsidenter, og hvis der var noget som, fik den daværende præsident Lyndon B. Johnson i det røde felt var det King’s involvering i modstanden mod Vietnam-krigen. King var af den holdning at krigen i Vietnam tjente ikke nogen formål og var udsigtsløs. Den vækkede en følelsesmæssig forargelse i ham, som han udtrykte i ”Riverside talen”, hvor han gjorde med tavshedens forræderi. Han sagde bl.a:

”Du skal ikke lade nogen bilde dig ind at Gud udvalgte sig USA, som sin guddommelige, messianske kraft, der kunne fungere som politibetjent for hele verden.” Gud har sin egen måde at dømme nationerne på, og jeg synes at kunne høre Gud sige til USA. Du er for arrogant”.

Talen viste for alvor at King ikke var bange for at kritisere USA og statsoverhovedet, selvom selvsamme Johnson havde været med til at skaffe de sorte lige rettigheder i USA. Samtidig var det et tegn på at Martin Luther King Jnr. engagerede i verdenspolitiske kontroversielle emner, som Vietnamkrigen, på trods massiv modstand fra de politiske kredse.

Hvad kan vi bruge MLK’ Jnr. ideer til I dag?

Når Martin Luther King bliver husket i dag, er det fordi at han var i fronten for en borgerrettighedskamp, som med ikke-voldelige metoder, civil ulydighed og vedvarende demonstrationer muliggjorde lige rettigheder for sorte amerikanere. Trods modstand fra konservative politikere i Syden, republikanere såvel som demokrater, politivold og attentater fra Ku Klux Klan, så forsatte de modige borgerrettighedsforkæmpere at kæmpe for deres sag, selvom de i værste fald kunne risikere deres liv.

I en tid, hvor man oplever store folkelige ikke-voldelige protester i Mellemøsten, så kommer jeg da til at tænke på, hvad Martin Luther King Jnr. mon ville have sagt? En omskrivning af ”I have a dream” talen vil eksempelvis lyde således:

”I have a dream that one day even Middle East a region sweltering with the heat of injustice, sweltering with the heat of oppression, will be transformed into an oasis of freedom, equality and justice”.

[1] http://www.americanrhetoric.com/speeches/mlkihaveadream.htm

[2] Oprindelige hed faderen og sønnen begge Michael King, men efter Mike Kings Sr’s besøg i Tyskland, hvor der blev afholdt baptisternes verdenskongres, ændrede han sit navn fra Michael King til Martin Luther King, og den 5-årige King fik samtidig ændret navn og hed nu – Martin Luther King Jnr.

Pølser, Pind og danskhed

2010-11-24T18:08:00.000-08:00

”Aargh… gid jeg dog havde mere tålmodighed. Jeg stod og trippede ved Aalborg Banegård, og ventede på at toget mod Frederikshavn ankom. Jeg var efterhånden ved at være sulten, og bag glasdøren anede jeg en pølsevogn, tjaeh, hvorfor ikke tænkte jeg? Der stod jeg så foran pølsevognen, og kunne ikke helt beslutte mig for, hvilken hotdog jeg ville have. Pølsemanden lignede en, der havde spist lidt for meget kage, og var rund, lavstammet mand med høje tindinger. Men han var en livsglad og ikke blegfor at komme med friske og kække bemærkninger, og havde et glimt i øjet. En friskhed og åbenhed som jeg værdsatte og beundrede. Men til sagen, han måbede nærmest da jeg bad om en hotdog. For jeg så åbenbart ikke ud som en, der spiste pølser, og da det gik op den runde mand at jeg gjorde, så han på mig, som om jeg lige havde opfundet en kur imod AIDS, og smilede bredt. . .

Jeg fik i øvrigt en hotdog med medisterpølse og ekstra hot chiliketchup med hvidløgssmag, en kombination som jeg stærkt kan anbefale, og hvis I alligevel er i nærheden af Aalborg Banegård og sultne, så tag og hils på den hysterisk morsomme og herlige pølseekspert. Mødet med den glade pølsemand, fik mig til at reflektere over de forventninger, som danskere har overfor minoritetsunge. Mon ikke min chokoladebrune hudfarve havde spillet en rolle for, hvilke fordomme pølsemanden havde af mig? Dette leder mig hen til en diskussion politikere og meningsdannere har haft om indvandrere og efterkommere, og hvilken grad de bør/skal tilpasse sig det danske samfund.

At pianister og nationalkonservative debattører[1] i længere tid har argumenteret for at indvandrere og efterkommere skal assimileres og ikke integreres i det danske samfund er ikke nogen stor skelsættende nyhed. Men at prominente venstrefolk som Søren Pind tilsyneladende opgiver integrationen er tankevækkende:

»Integration er gennem årene blevet udtryk for det, vi f.eks. ser i København, hvor 90 pct. af alle daginstitutioner ikke serverer svinekød, at der er skoler, hvor der ikke synges salmer, at der er steder, hvor der er adskilte baderum. Sådan en situation er ikke acceptabel,« siger han og opfordrer til at droppe integrationsbegrebet til fordel for »assimilation«, der betegner målet om, at indvandrere ikke blot skal fungere i det danske samfund, men være ‘rigtig danske’[2].

Og V-ordfører Peter Christensen følger top med talemåden ”Skik følge eller land fly”.

Disse udsagn åbner om for en diskussion om danskhed? Hvad vil det overhovedet sige at være dansk? Og skal indvandrere bestræbe sig efter at blive så danske som muligt? Ja - hvis det stod til Søren Pind og de nationalkonservative socialister.

Det som i mine øjne er opsigtsvækkende, er at politikere fra et såkaldt liberalt parti, vil bestemme over, hvordan individer i et samfund bør opføre sig og vil determinere identitetspolitikken for personer med en alternativ hudpigmentering. Det er vel op til den enkelte at bestemme, hvordan det vil vælge at leve i Danmark? Eller hvad?

I Venstre’s principprogram står der bl.a.: ”Mennesket har ret til at leve sit liv i frihed og gå sine egne vegne, alene eller sammen med andre, forudsat at det ikke krænker noget andet menneskes tilsvarende frihed. Statens opgave er at håndhæve de individuelle frihedsrettigheder, så ingen bliver undertrykt af andre”.

Kan det virkelig være et problem, hvis eksempelvis muslimske indvandrere og efterkommere ikke synger salmer eller spiser svinekød, så længe de ikke undertrykker ander?

Pind siger jo nærmest indirekte at man ikke er rigtig dansk, hvis man ikke spiser frikadeller eller synger ”Nu falmer skoven”. Desuden afviser Pind indirekte tanken om at man både kan være dansk og muslimsk på samme tid. Kan det virkelig passes at nydanskere skal bedømmes ud fra om de er til flæskesteg med brun sovs, Ingemanns’ salmer eller Tuborg Pils’?

Den danskhedsforståelse som Pind er eksponent for er en simplificeret og statisk forståelse af dansk kultur. Den tankegang som han udtrykker, indikere at dansk kultur er en uforanderlig størrelse. Men vi lever i en verden, som konstant er i forandring, og hvor kulturer konstant påvirker hinanden. Statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde faktisk følgende i sin nytårstale:

”Det var udenlandske påvirkninger, der skabte den danske guldalder. Meget af det mest pæredanske kommer udefra. Juletræet, balletten, arbejderbevægelsen! Kultur trives ikke i et drivhus. Men der skal være vilje til at få det udenlandske til at sætte danske blomster.”

Løkke har i modsætning til Pind, fat i den lange ende efter min mening, idet det som man i dag anser som værende ærkedansk er opstået på baggrund af påvirkning fra udefrakommende kulturer. For 20 år siden var Halloween en amerikansk tradition, og i dag har danskerne efterhånden taget den til sig, og mit bud er at om 300 vil den være ligeså dansk tradition som juleaften, og samtidig gør han opmærksom, at der skal vilje til integration, og her er jeg ret enig med Lille Lars.

Jeg vil dog snige mig udenom en dybdegående debat om danskhed, og i stedet gøre opmærksom på, forskellige strategier som minoritetsunge har i deres identitetspolitik. Kultursociologen Thomas Hylland Eriksen, præsenter 3 muligheder.

1) Minoritetsunge vælger eksempelvis at sige, de er danskere, selvom de kan have en anden religion eller hudfarve, og insisterer på at blive behandlet som individer, og ikke som repræsentanter for forskellige kulturer.

2) De kan opretholde en dobbelt identitet, og måske fungere som kulturmæglere mellem majoritets og minoritetsbefolkningen.

3) Eller de kan vælge at gå ind for at styrke den oprindelige kultur, og markere sig i modsætning til majoriteten.

Disse strategier svarer nogenlunde til assimilation, integration og segregation.

Jeg mener ikke at indvandrere bør assimileres sig i samfundet, fordi man i min optik, derved opgiver sin 7 rødder, kultur, historie, sprog og dermed identitet. Det er i min verden aldeles hovedløst at kræve at indvandrere skal være ligeså danske som danskerne, hvis danskhed reduceres til at spise pølser, synge Grundtvianske salmer og drikke øl. Men man bør kræve af indvandrere og efterkommere, at man respektere grundlæggende vestlige værdier som demokrati, ytringsfrihed og ligestilling mellem kønnene, og lovgivningen i øvrigt.

Segregation kan ligestilles med etnisk revitalisering, som beskriver hvordan et kollektiv vælger at styrke deres kulturelle identitet, hvis de føler den eksempelvis er truet eller at man frygter at den oprindelige kultur vil gå tabt. Det kan være danskere, der føler at danskheden er truet på grund af udefrakommende indvandrere og omvendt indvandrere der kommer til et fremmed land, og bliver mere traditionelle eller konservative, fordi de føler at deres identitet er truet. At indvandrere lever adskilt i deres egen verden er ikke særlig fremmende for integrationen, og derfor skal denne form for kulturel radikalisering undgå, idet det kan være med til at skabe en større afstand mellem danskerne og nydanskerne.

Personligt befinder jeg mig selv i kategori nummer 2, hvor jeg opfatter med som en dansk-tamiler. Jeg mener det er centralt at finde den gyldne mellem vej, for det er bestemt muligt at være både dansk og tamilsk. Det vil måske lyde mærkeligt, for de som er vant til at have en fast identitet. Men identitet er diffust – alle mennesker er knyttet til deres fortid, uden præcist at vide hvordan.

Vi kan være mange ting på engang – mand, europæer, asiat, dansker, tamiler, søn, bror, og de fleste af os bevæger os uproblematisk imellem disse identiteter. Ja der kan måske opstå gnidninger mellem forskelligartede identiteter, men omvendt er der fordele ved at have hybrid-identitet. For nogen kan det være naturgivent at pendle mellem to forskellige identiteter, mens det for andre kan være tale om en manglende interkulturel kompetence. En dansker med pakistansk baggrund, kunne i en international virksomhed med stor fordel bruge sit kendskab til kulturen og sproget i Pakistan, hvis vedkommende skulle importere eller eksportere varer landet. Den dobbelte kulturelle baggrund medfører disse er i stand til at skifte perspektiv og falde ind i en ny kontekst, og det siges at være vigtige kompetencer, idet det kræves af fremtidens ledere at de skal være innovative[3].

Men det virker desværre til at være sådan, at vi unge med minoritetsbaggrund, bliver vurderet ud fra vores assimilationsgrad i forhold til den danske majoritetskultur, frem for andre kriterier som at være aktiv i foreningsliv, være i beskæftigelse og/eller bidrage til det danske samfund på andre konstruktive måder.
Jeg kan ikke andet end at håbe på lysere tider, og have tiltro at i fremtiden vil mine niecer ikke blive dømt ud fra deres hudfarve, eller assimilationsgrad men deres personlige karakter, og hvad de har at byde Danmark.

[1] http://jp.dk/opinion/kronik/article2042157.ece

[2] http://www.information.dk/250111

[3] http://www.business.dk/karriere/nydanskere-uddannes-til-ledere

Four Lions

2010-10-12T06:19:00.000-07:00

I en tid, hvor terrortruslen mere end nogensinde synes at komme tættere og tættere på Danmark, er det ganske heldigt, at vi i det mindste kan grine af de fundamentalistiske fjolser, som for hver en pris, vil skabe frygt, disharmoni og had i vores samfund, og det får vi muligheden for i den britiske komedie ”Four Lions”.

Filmen omhandler en ekstremistisk, selvbestaltet terrorcelle, som planlægger at udføre selvmordsaktioner idet de er umådelig vrede over vestens dehumanisering af muslimer, og er i det hele talt træt af vestlig imperialisme og Big Mac’s. De mangler dog Al Qaida’s beslutsomhed og sans for koordinering, og skændtes om, hvorvidt de skal bombe den lokale moske eller internettet.

Terrorcellen består af vidt fire forskellige personligheder, som har fundet sammen i en ret alterantiv Jihad-glorificerende forsamling.
Gruppens ukronede leder Omar er en intelligent og velfungerende samfundsborger, som har et arbejde, en køn kone og et drengebarn, der i øvrigt er stærkt fascineret af farens radikaliserede fortolkning af Løvernes Konge. Way er Omar’s nærmeste ven, og en håbløs naiv Muhajidin-wannabe, hvis manglende situationsfornemmelse og klodsethed ofte bringer gruppen i direkte livsfare! Gruppens excentriske og gale medlem, den blegfede kridhvide Barry forslår at bombe en moské og derefter placere skylden på højre-nationale for få radikaliseret moderate muslimer, men Barry har en ret vulgær tilgang til, hvordan man skaber intern solidaritet i en terrorgruppe, og er en stærk karikeret udgave af en konvertit, som ihærdigt forsøger at være mere islamisk end sine venner, og som bund og grund er en outsider, der går sine egne vegne, frem for at tænke på gruppen som helhed. Så er den alternativt tænkende Fezzel, som Allah ikke ligefrem har udstyret med det store intellekt, som inddrager sine elskede krager i en hidtil uset vanvittig terrorplan, som er dømt til at mislykkedes! Fezzel ender dog med at blive martyr, men dog ikke på en så heroisk vis, som han nok selv havde ønsket, og han bliver erstattet af den rappende Hassan, en ærketypisk utilpasset amerikaniseret 2Pac elskende hiphopper.

Christopher Morris formår at latterliggøre terrorister, deres usammenhængende og kontrastfyldte selvopfattelse, og Four Lions er vanvittig morsom, og britisk sort satire når det er bedst. Filmen giver dog ikke svar på, hvorfor ”home-grown” terrorister opstår i de vestlige samfund, men bevidstliggøre derimod de ambivalenser, paradokser og den dobbelte bevidsthed, som unge med en anden etnisk baggrund tumler rundt med, og diss bliver fremstillet på stærk humoristisk vis. De selvhøjtidelige Jihadister fremstår menneskelige, og de bliver ikke dæmoniseret eller ophøjet, men deres stupiditet og idioti bliver udstillet.

Four Lions er en herlig politisk ukorrekt komedie, som jeg stærkt vil anbefale, hvis man gerne vil have et godt grin, er til sort eller perker-humor og politisk satire. Hvis man derimod mener, at terror er dybt alvorlig emne, og som man ikke bør gøre grin med, så skal man nok holde sig langt væk fra filmen…

Det business' det business' - hvis din hverdag ikke fungerer kan den fixes

2010-09-09T11:24:00.000-07:00

”De lavede en til at sige godnat, en til at sige goddag, en tredje til at stresse af, en fjerde til at bli’ glad, en femte mod dårlig minder, en sjette i stedet for mad, en syvende der gør dig syg, hvis du indtager alkohol i kroppen, mens en ottende der gør dig større, gør en niende at du sliber dolken, den tiende gør dig social, mange af dem gør dig gal, en ellever hvis dit hjerte stopper, den tolvte kan fjerne fostre”

Der findes vel næppe nogen lyrikere, der er ligeså så stringent i deres ubarmhjertige kritik af det stigende pillemisbrug i samfundet, som Pede B, Skurken og Petter i ”Spisetid”. Med en direkte, barsk og nådesløs fortællerstil, tager de afstand fra samfundets optagethed af selvmedicinering og sygelige forbrug af medikamenter. Set fra et sociologisk perspektiv er deres samfundsdiagnostiske pointe, at nutidens samfund er præget af en ualmindelig grad af pillemisbrug, hvor medicin synes at fylde mere og mere i menneskers dagligdag i det vestlige samfund, og denne udvikling er de kritiske overfor. Bagsiden af fremvæksten af disse medikamenter er troen på at disse lægemidler kan benyttes til at skabe et perfekt liv, uden nogen former komplikationer eller lidelser.

Michael Jackson døde af en overdosis af bedøvelsesmidlet Propofol, og politiet har under efterforskningen af hans død, fokuseret på hans medicinforbrug, og skuespilleren Heath Ledger døde af en overdosis af receptpligtig medicin, som bestod af hovedpine piller og beroligende piller og hans kollega Brittany Murphy led samme tragiske skæbne dels på grund af lungebetændelse, men samtidig en overdosis af receptpligtig medicin . Disse stjerner dødsfald er tilsyneladende forsaget af et ustyrligt misbrug af piller, og et billede på bagsiden af medicinal-industriens fremvækst, som er misbrug af lægemidler. Men hvorfor er det at vi mennesker i det moderne samfund, har behov for medikamenter, for at vores liv skal være perfekt, og hvad har ført til denne udvikling?

Medikalisering og sygeliggørelse er centrale begreber i den sammenhæng, og disse kræver en forklaring:

”Ved medikalisering forstås en, at større og større dele af menneskelivets reaktioner og livsfaser ud fra en medicinsk forståelsesramme og derved bliver til et anliggende for sundhedsvæsenet”

og

”Ved sygeliggørelse forstås, at en person, der føler sig rask, af en anden part får at vide at, at han/hun har en sygdom, et forstadium til en sygdom eller en risikofaktor for at udvikle en sygdom, og herved udvikler en følelse af at være syg, herved bliver individet gjort til patient og vil påtage sig patientrollen”(Hvas 1999: 5784-5).

Et eksempel på en sygdom, hvor man kan tale om en særlig grad af medikalisering og sygeliggørelse, er depression. Ifølge statistikken vil 500.000 mennesker i løbet af deres liv blive ramt af en svær depression, og på en tilfældig dag vil 250.000 danskere gå med symptomer på depression, og disse tal indikerer at depression synes at være en folkesygdom. I dag er opfattelsen at depression, er en sygdom, der skal behandles medicinsk eller med psyko-terapeutisk, og der eksisterer en negativ opfattelse af sygdommen, sådan har det ikke altid været.

Melankoli

I oldtiden var depression kendt som melankoli, og opfattelsen var at mennesker med en mørk, melankolsk temperament var påvirkede af planeten Saturn, hvilket medførte at milten afgav sort galde(melancholer), dette gav forstyrrelser i kroppen og forårsagede symptomer som sortsyn, søvnforstyrrelser, og ødelagde dagsrytme.Efter renæssancen havde man en mere nuanceret opfattelse af melankolien.

Den var på den ene side en negativ erfaring af den menneskelige eksistens og udtryk for en sindsforstyrrelse, der resulterer i lukkethed overfor omverden og en formørkelse af sindet. Melankoli blev opfattet som en irrationel form for galskab, som en afsporet bevidsthed, som manifesterede sig ved en inaktivitet, indadvendthed og lukkethed modsat rationaliteten, og dets åbenhed og dynamik, som netop var normen og kriteriet for mennesket i oplysningstiden.

Men på den anden side var melankolien en positiv erfaring, hvor man omformulerede melankoliens indadvendthed til en særlig eftertragtet indsigt, hvor melankolien blev vurderet til at være et tegn fordybelse og genialitet: ”Melankolikerens klarsyn i mørket gav mulighed for at se alverdens elendighed og endelighed, idet det ordinære menneske ikke kunne få øje på den nøgne sandhed og grusomhed bag tilværelsens og kulturens blændende og beskyttende overtræk”(Sørensen 2002: 167)

I dag er det en anden opfattelse af melankoli/depression, der er dominerende og som påvirker vores syn på denne sindslidelse, som går under betegnelsen psykogenetikken, hvilket jeg vil komme ind på i næste blog.

Før Monsunen

2010-08-26T12:46:00.000-07:00

”Before the rains” af instruktøren Santhos Sivam er en indisk-britisk drama, der foregår i 1930er’nes Syd-Indien. Den kapitalistiske krydderibaron Moors har store planer i Syd-Indien, hvor han bygge en vej gennem Kerala’s jungle, for at lette transporten af krydderier - Indiens guld! Hans trofaste tjener, den indisk-fødte T.K, er begejstret for ideen, idet han var af den holdning, at hans landsby vil få et stort udbytte af sådan en ny vej, idet det vil medføre et bedre infrastruktur og skabe arbejdspladser, og dermed bane vejen for en social og økonomisk udvikling. Men T.K.’s samarbejde med Moors er ikke velanset i landsbyen, hvor den indiske nationalisme opblomstrer, og landsbybeboerne ser en personificeringen af kolonimagten i Mr. Moors, og i og med at T.K. er hans underordnede er han implicit en del af den britiske imperialisme og med til at igangsætte hjulene i den koloniale udbytning.

Hovedfortællingen i filmen drejer sig om Mr. Moors problematiske affære med den smukke tjenerinde Sajani. I første omgang er begge deres ægtefæller uvidende om det hemmelige kærlighedsforhold, men da to drenge fra landsbyen overværer Moors og Sajani’s hede romance i junglen, og breder sladderen sig som en steppebrand i landsbyen, hvor Sajani’s affære med en unavngiven mand er genstand for stor opmærksomhed. Da sladderen når til Sajani’s mand, banker han hende og hun flygter tilbage til Mr. Moors villa. Idet Mr. Moors kone er vendt tilbage fra England og føler englænderen sig nødsaget til at sende Sajani bort, og overlader opgaven til hans loyale assistent T.K. Sajani har med sit sidespring bragt vanære over sig selv, og risikerer social eksklusion, og det der er værre i landsbyen, og derfor må hun i al hemmelighed evakueres fra landsbyen. Sajani tror ikke Mr. Moors vil sende hende væk, for han elsker jo hende, ikke? Så hun vender tilbage til Mr. Moors villa, og hendes tilbagevenden får fatale konsekvenser. T.K. siger på et tidspunkt i filmen: ”The village will always be the village”. Landsbyen har sin egen logik, hvor hustruvold er accepteret, men hvor utroskab straffes hårdt, især hvis der er tale om udenomsægteskabelig forhold. Men selv T.K. bliver senere splittet mellem landsbyens ultra-traditionelle kultur og hans loyalitet overfor Mr. Moors og hans karakter gennemgår en umådelig interessant udvikling i filmen.

”Before the rains” er befriende uindisk i form og indhold, idet filmens historiefortælling er usentimental og uden traditionel Bollywood’sk pladderromantisk, og den er fyldt med slående symbolik i naturskønne Kerala. Den indeholder en subtil kritik både af indisk-stammekultur og vestlig-magt arrogance og hykleri, men har en tendens til at glorificere indisk nationalisme.

Alt i alt er ”Before the rains” en anbefalelsesværdig film, som realistisk og nøgternt tegner et billede af Indien i 1930’erne og som sætter spørgsmålstegn ved traditionelle og patriarkiske dele af den indiske kultur. Derudover er den filmet fantastisk flot i de naturskønne omgivelser i Kerala, som virkelig fungerer eminent som baggrundskulisse for dramaet, og efter min mening er det en film alle med interesse for indisk film, kultur og historie bør se.

Krisehåndtering Helle Thorning 1-0 Lene Espersen

2010-08-01T11:37:00.000-07:00

Både Helle Thorning og Lene Espersen må siges at være i deres liv største krise i Dansk Politik. Thorning har et problem med at huske, hvor hendes mand er, når hun er i kontakt med myndighederne, og fået et troværdighedsproblem, og Espersen er efterhånden ved mistet sin autoritet, som politisk leder og har ene mand(undskyld, kvinde) fået sendt de Konservative på katastrofekurs, og fået øgetnavnet Madame Seven Percent.

I denne uge, har de begge stået til offentlige øretæver i pressen, og det har været interessant i den forbindelse at vurdere, hvordan de hver især har håndteret krisen.

Lene Espersen smider klynke kortet på bordet, og gør opmærksom på, at der bliver stillet højere krav til hende end de andre udenrigsministre, og fremhævede hendes ret til at tage på ferie - "ligesom alle de andre". Espersens største fejl som privatperson, er nok at hun mangler selverkendelse og er dumstædig, når det kommer til at indrømmehendes egne fejltrin. Det kan godt være hun er en arbejdsom minister, men når vælgere og kommentatorer kategoriserer hende som ferieminister, så må hun altså imødegå kritik, og arbejde benhårdt, få udvisket det image hun efterhånden har fået i medierne, og ikke yderligere give næring til kritik af hendes person. Det positive for Espersen er højst sandsynlig, at det umuligt kan gå dårligere, og hun må tage det lange hårde skridt for at arbejde sig op, og hvis de konservative får et katastrofevalg, bliver hun nok presset til at gå af.

Thorning derimod, tog direkte hjem fra ferie, og imødegik pressen og vælgere, som tørstede efter en skandale, der evt. kunne destruere hendes chance som statsminister. Uanset set politisk observans, må man give Thorning kredit for være modig og konfrontere pressen, frem for at gemme sig på en ferie, og hun fik på sin vis forklaret og uddybet hendes handlinger, i forbindelse med hende mands skattesag. Hun hejste det hvide flag, og undskyldte, og tiden vil vise om det er nok, eller at skattesagen, har skadet hendes troværdighed og en mulig fremtid som statsminister.

Alt i alt, virker det til Thorning ganske habil, når det kommer til krisehåndtering, hvilket Espersen bør tage ved lære af. Men omvendt har vi måske ikke hørt det sidste til Thorning's påståede skattesag, der om mulige kan føre til en stor personlig og vælgermæssig nedtur for Thorning.

Hvis i øvrigt skulle vurdere, hvor meget henholdsvis Lene og Helle fyldte i nyhederne på henholdsvis TV-Avisen og TV2-nyhederne, fyldte indsslag om Lene Espersen i øvrigt mest, og omtalen af hendes fremstod mere negativ end omtalen af Thorning.

Min Første Youtube-Upload

2010-07-28T15:01:00.000-07:00

hmff - når sangen ikke var på youtube, blev jeg ligesom nødt til at finde den, og rippe lidt fra filmen, så jeg kan dele denne herlige melodiske undervurderede sang med jer! =)

Sandstorm

2010-07-13T16:57:00.000-07:00

Vandrer hvileløst i en endeløs ørken. Med klistrede øjenlåg og ørkensandet føles som glødende kul. Men jeg danser ikke. Halter og snubler over en kaktus. Lander blidt på det skoldhede sand. Og får uanede mængder af sandpartikler i øjnene. Slår øjnene op og aner en skikkelse ude i horisonten. Måske det var en fata morgana? Mikro-pigge fra kaktussen klæber sig fast til fødderne og gennemborer den højre tå. En nådesløs smerte paralyserer kroppen. Jeg ånder ud og falder om. I et kort øjeblik vågner jeg op i en sandstorm. Hiver efter vejret. En mørk skikkelse børster sandstøvet af mine skuldre. Men skikkelsen forsvinder ud i det det sandfarvede hav…. Sandet under mine blodrøde fødder giver efter. Fucking kviksand. Gisper efter vejret mens jeg drukner i sandet,

Det smukke & beskidte spil

2010-07-12T12:14:00.000-07:00

Så blev spændingen udløst! Spanien vandt en fortjent 1-0 sejr over de knap så "flyvende hollændere". Finalen vil ikke blive husket for det smukke og seværdige fodboldspil - men helt ærlig, hvor lang tid er det ikke efterhånden flere årtier, siden der har været spændende VM-finaler?

Men desværre vil finalen nok blive husket for være en en beskidt affære. Hvad der i værste fald kunne være sket, var at børn og unge, kom til at se op til fodboldspillere, som for en hver pris ville vinde kampen, også hvis det betød man var ny til at ty til ulovligheder. Den engelske dommer havde nogenlunde styr på kampen, og hvis han havde lagt en strammere linje, var der blev uddelt en del røde kort, både til Holland og Spanien. Hollænderne var mest aggressive og voldelige i deres fremfærd, men mon ikke Puyol var lige så tæt på rødt som De Jong var?

Hollands vej til Finalen og deres defensive taktik, har ikke lige frem været præget af totalfodbold, og den æstetiske spil, som legenden Johan Cryuf som spiller og træner stod for, hvilket har udløst en lammende kritik af hollænderne. Men faktum er at de nåede finalen, i modsætning til EM 2008, hvor de spillede sprudlende, men ikke kom i finalen!

Hollands taktiske dispositioner og defensive indstilling har været symptomatisk for VM-2008. Selv Morten Olsen og brasilianerne er gået på kompromis med deres fodbold filosofi med større og mindre held. Ironisk røg brasilianerne uheldigvis ud i den kamp, som de spillede bedst og hvad kan man lære det?

Jeg har ikke noget imod defensivt indstillede hold,selvom de kritiseres for at dræbe fodbolden. Liverpool havde nok ikke vundet Champions League i 2005, hvis de havde spillet sambabold, og ligeledes havde Danmark måske ikke vundet i 1992, hvis Morten Olsen havde været i trænersædet og man havde satset på offensivt og seværdigt bold. Jeg husker faktisk ikke så meget, hvordan Liverpool og Danmark spillede, men jeg husker at de vandt. Den taktiske afventende stil er i min øjne velegnede til hold, som ikke har store individualister, som kan lave det uventede og afgøre kampe. Derfor er kan det være uforståeligt at hold som Holland og Brasilien, med store stjerner som Robben og Schneijder spiller så tilbagetrukket og dræbende kedeligt fodbold! Javel måske fordi Mourinho de sidst par år haft held med en lignende spillestil? Hvem sagde Inter?

Og det er desuden mig en gåde, hvorfor den hollandske træner, åbenbart, har sagt at spillerne skulle stoppe de spanske boldkunstnere med alle tænkelige og utænkelige midler - nogle mere illegale end andre!

Hvis holland ikke havde været så svinske, kunne jeg godt faktisk have undet dem en VM-finale sejr, idet de nu endte med at tabe endnu en VM-finale. Med Spillere som, Robben med sit fimsede, men effektive løb-med-bolden, raffinerede og udfordrende teknik tilsat den karakteristiske træd-ind-i-banen og skyd-i-tætteste-målhjerne, og Schneijder med at evne til skyde en bold, der vækker minder om legenden Ronald Koeman, og så den talentfulde og teknisk brillant Elia burde Holland kunne være i stand til at have sat Spanien på større prøver.

Og må indrømme spanierne vandt mit fodbold hjerte. Man kan ikke lade være med blive betaget af deres hurtige pasningsspil, offensive tilgang, teknik, boldkontrol og ikke mindst præcision i afleveringer, og på dødbolde! Så det smukke spil vandt - og mon ikke børn og unge over hele verden, har godt af at få visualiseret hvor æstetisk fodbold kan være, og man selv i 2010 kan vinde VM med det smukke spil.

Savn I

2010-07-06T06:00:00.000-07:00

Siden vi mødtes har jeg haft en skrue løs
Du var infamøs, og din ærlighed var hudløs
Mens jeg var neurotisk og nervøs
Seriøs – du var aldrig en vakker tøs

Din vrede og beskidte mund tændte mig
og inderligheden brændte mig

Omverdenen hadede dig
De synes du var lidt for meget
Du gik vist over grænsen
Men husk ytringsfrihed gælder ikke dig
Selvom du er undertrykt

Senere opfavnede de dig
Måske fordi du var guld værd, selvom dit hjerte var af sten
Men du havde stadig sjæl og inderlighed
Du fortalte historier som ingen anden
Ofte sort/hvidt men ind i mellem med nuancer
Men sjældent ligegyldige og ikke-samfundsreflekterende fortællinger
Du (mis)brugte os på skift, og nogle gjorde du kendt
Mens du straffede andre i en nymoderne gabestok

Du var afhængighedsskabende , dræbende
Du tog den store fede og Afeni’s søn med dig
Og efterlod os andre i sorg, men vi fandt trøst andre steder

Senere (mis)brugte andre dig
Du smagte din egen medicin og den var hverken sukkersød eller bitter
Du blev kendt
Du fik mere end 15 minutters berømmelse og holdte længere end dine slægtninge
Du blev en forbrugsvare hvilket jeg væmmes ved
Men uanset hvad er og bliver du en uundgåelig del af min hverdag
Og stemmerne i mit hovedet de snakker ikke, men de rapper…

Eminem’s genfødsel?

2010-06-19T02:22:00.000-07:00

Amerikansk raps enfant terrible nummer et – Eminem’s album Recovery er omsider ud i handlen, den skulle egentlig have heddet Relapse 2, men idet kritikerne og fans ikke ligefrem var begejstrede for Relapse, som udkom sidste år, valgt Marshall Mathers at droppe ideen, om at lave en efterfølger, idet han i studiet fandt frem til, at han musikalsk og lyrisk ville i en helt anden retning. Den mærkværdige accent, de efterhånden ensformige skits, Dr.Dre, D12-homies og seriemorder lyrikken blev droppet.

Eminem var faktisk den mest sælgende kunstner i 00’erne, og med over 80 millioner solgte albums, er der selvfølgelig altid rekord høje forventninger til den hvide rapper. Der er sket meget inden for musik og rapverdenen siden han sidst var på toppen, hvilket efter min mening var efter udgivelsen af rap klassikeren Marshall Mathers LP, i dag er det rappere som Lil Wayne, Kanye, Drake, The Game, Jay-Z og Nicki Minaj, der er toneangivende inden for mainstream hip-hoppen, mens Detroit-rapperen nærmest har været en skygge af sig selv.

Recovery lægger ud med ”cold wind blows”, som er et Shady-er-tilbage-og-stadig-kold-i-røven track, med et catchy hook, og et pænt ordinært beat. Jeg kan egentlig godt lide nummeret, idet den er ret energisk, og det perfekte track at starte ud med, og han er bestemt ikke blevet mindre sexistisk med årene, og har tydeligvis stadig et kompliceret forhold til det modsatte køn.

I ”talking to my self”, går Eminem i skrifteskolen, og bekender at han havde planer om at disse Lil Wayne og Kanye, på grund af jalousi, og implicit på grund af sin egen usikkerhed. Ærlighed sætter jeg naturligvis pris for, men synes Eminem er lige lovlig undskyldende – hvorfor overhovedet nævne det? Har han virkelig ikke andet på hjertet? I stedet vil jeg da havde nydt et diss – god gammeldags tilsvineri - amerikansk rap er efterhånden blevet en kaffe klub, hvor alle klapper hinanden på skulderen, og siger ”flot gået, homie”, næh nej jeg vil hellere have beefs som den Jay-Z og Nas, havde eller Pac eller Biggie for den sags skyld, dog kunne jeg ønsket at man beholdte ordkrigen på verbal niveau, og ikke overførte den til gaden.

I ”Won’t back down”, har Eminem selskab, af det amerikansk pop-kultur kvindlige pendant til Eminem – Pink. I første omgang kunne jeg ikke lide dette nummer, idet jeg synes lyden var lidt for rå og rocket til min smag, men jo mere jeg hører den, des mere vokser den. Eminem er lyrisk i hopla, og med vanlig humoristisk og rimmæssigt timing, glider han over beatet med penis-jokes og kendis’s bashing, og med metaforer, med dobbelt og endda triple betydning:

“Listen garden tool, don't make me introduce you to my power tool
You know the fucking drill”

“Going through changes”, er Eminem når det er bedst, introspektiv og man får indblik, til de dystre tanker som blev forårsaget af vennen Proof’s død, og den efterfølgende depression og pillemisbrug, og medfølgende følelse af utilstrækkelighed.

”Not afraid” er første single, og egentlig et klogt valg, idet den tematisk beskæftiger sig med de problemstillinger, der præger albummet. Lyrikken er til tider decideret volapyk, mens den andre steder er kreativ og opfindsom, og Eminem undskylder(igen), overfor sine fans, ved at sige hans sidste album var ”Ehh”, for 10 å siden ville sådan en gerning af Marshall Mathers være utænkelig. Det er som om Eminem med årene er blevet mindre sikker på sig selv og sine evner som rapper, og han lige frem skal undskylde et album, selvom han på en dårlig dag, stadig er bedre end ligegyldig artist som Gucciman. Ellers er det en sang med et positiv budskab, og vi blev frie for en 1.single med kendis bashing og barnagtige pruttelyde og andre fjollerier!

I ”Seduction” er den ellers kvindeforagtende Eminem i forførings-MODE, og sangen har egentlig en ganske udmærket tekst og samplingen fungerer eminent til sangens tematik, og mon ikke det er en sang dedikeret til Eminems groupies?

”No Love” er efter min mening en af de bedste tracks på Recovery. Hvem ville have troet et Eminem ville sample et 90’er dance-hit? Haddaway’s ”What is love” er næsten ugenkendelig, og Eminem og Lil Wayne’s tolkning af den, er nok et af de bedre nyere hiphop tracks jeg har hørt i lang tid. Weezy vers indeholder formidable ordspil, og hans tilbagelænede flow og hæse stemme, komplementerer og står skarp i kontrast til Eminems double-triple tempo flow, grovkornede humor og en nådesløs og skarp levering:

Cuss into the wind, complete freedom
Look at these rappers, how I treat them
So why the fuck would I join them when I beat them
They call me a freak cause
I like to spit on these pussies fore I eat them
Man get these whack cocksuckers off stage
Where the fuck is Kanye when you need him?

Sekunder senere stepdanser Eminem nærmest over beatet, og efterlader lytteren rundtosset, og man bliver liige nødt til høre tracket et par gange for forstå, hvad der rappes. Det klær’ bestemt Eminem at hans rap, nu har fået en ekstra dimension, idet han har skruet gevaldig op for tempoet, og fået et mere varieret flow og Eminem er i dag teknisk langt bedre, end han var i sin storheds tid.

I ”Space bound” er Eminem i emo-mood, og man skulle nærmest tro han havde hørt den danske rap gruppe Selvmords seneste cd, og dets titeltrack. Weltschmerz & Eminem skulle man umiddelbart ikke tro hænger sammen, men på den anden side er det heller ikke første gang rapperen udstiller sin følsomme side, og at manden har et anstrengt forhold til kvinder er igen ikke særlig overasskende – især fordi forsmået Eminem altid dræber dem sidst i sangen, så det er efterhånden en kliché afslutning ”Space bound” har med det velkendte pistolskud, en skam fordi det ellers emo-rap er når det er bedst.

”25 to life”, er blandt et af højdepunkterne på cd’en og vil egentlig lade lytteren selv opdage, hvad den sangen egentlig handler om? Men andre rappere har gjort noget lignende og med større succes! Men når Eminem prøver gøre kunsten efter, bliver det alligevel uhyre interessant, fordi han er så ualmindelig god til at udlevere sit indre på en direkte og emotionel måde, som andre rappere kunne lære. *host Kanye host*

En af de andre store overraskelser er ”Love the way you lie”, hvor Rihanna inderligt synger et omkvæd, som Eminem twister i slutningen. Relapse manglede hitsingler, og det er ganske tydeligt, det ikke er tilfældigt at det netop er Rihanna, som er valgt til at synge omkvædet. Lidt paradoksalt i øvrigt, idet tracket handler om et voldsomt had-kærligheds forhold – måske en skjult hilsen Chris Brown? Tracket er rendyrket pop med en lille smule kant, og har bestemt stor hit-potentiale, men samtidig en af de sange man hurtig bliver træt af at høre.

”You’re never over” er en Proof-Tribute og nok albummets tåreperser. Hvis det ikke havde været for den nu afdøde MC Proof, havde der måske ikke været en Eminem. Proof var Eminem bedste ven, og samtidig den største støtte, da den hvide rapper tvivlede på om han nogensinde vil få succes, på grund af de raciale barrierer. Den uudtalte raciale hierarki i hiphoppen gjorde det vanskeligt for en ung Marshal Mathers at få respekt, anerkendelse og street-cred inden for miljøet, for hvide kan da ikke rappe? Proof blev Eminems ”ghetto-pass”, og han opmuntrede Eminem til at rappe og ikke give op, hvilket han også kommer ind på, i albummets nok bedste vers, som bedst er værd at citere:

For you, I wanna write the sickest rhyme of my life
So sick it'll blow up the mic, It'll put the dyna in mite
Yeah, it'll make the dopest MC wanna jump off a bridge and shit hisself
Tap dancin' all over the beat, it'll jump off the page and spit itself
Yeah it's the best thing I could do, right now for you Doodi is to rap
So I'mma fuck til' I die, yeah I'mma do it to death
And instead of mourning your death, I'd rather celebrate your life
Elevate to new height, step on the gas and accelerate, I'mma need two mics
Cuz the way that I'm feelin’ tonight, everything I can just do right
There's nothing that I can do wrong, I'm too strong and I'm just too hyped
Just finished the rhyme and bust it and excuse the corny metaphor
They'll never catch up to all this energy that I've mustered
So God just help me out while I fight through this greivin' process
Tryna process this loss is makin' me nauseous
But this depression ain't takin me hostage
I've been patiently watchin' this game, pacin' these hallways
You had faith in me always
Proof you knew I'd come out of this slump, rise from these ashes
Come right back on they asses, and go Mike Tyson on these bastards
And Imma show 'em, blow 'em out the water, slaughter 'em homes
I'll own so many belts the only place they can hit me is below 'em
Homie I know I'm, never gonna be the same with you
I woulda never came in this game, I'm going insane without you
Matter of fact it was just the other night, had another dream about you
You told me to get up, I got up and spread my wings and I flew
You gave me a reason to fight, I was on my way to see you
You told me nah Dudey, you're not layin' on that table I knew
I was gonna make it, soon as you said think of Hailie, I knew
There wasn't no way that I was gonna ever leave them babies, and Proof
Not many are lucky enough to have a guardian angel like you
Lord I'm so thankful, please don't think I don't feel grateful, I do
Just grant me the strength that I need, for one more day to get through
So homie this is your song, I dedicate this to you
I love you Dudey

Milliondollar spørgsmålet er om Recovery er albummet som skal bringe Eminem på toppen af hiphop gamet. Rap-teknisk har Eminem faktisk efter min mening aldrig været bedre, og lingvistisk er han eminent, og leger elegnant med sproget. Albummet indeholder utallige originale, humoristiske ordspil og rimkonstruktioner man ikke tror er mulige. Han har genfundet lysten til at rappe og udøve gadens poesi på rap-scenen, hvilket er glædeligt – for hiphoppen kulturen synes halv-kedelig uden Eminem.

Musikalsk er det positivt at se en Eminem, der tager chancer og satser på producerer som Khalil, Just Blaze, Alex Da Boi og Boy1-Da og ikke kun baserer albums på Dr.Dre, som heller ikke er særlig innovativ mere, og efterhånden blevet grå og kedelig, og uopfindsom. Det er højst overraskende at Rihanna og Pink gæster ”Recovery”, men det virker nu mest som et forsøg på at appellerer til et bredere og nyere publikum, og genvinde de millioner af fans, der har vendt rapperen ryggen. Sangeren Kobe, der gæster ”Talking to myself”, gjorde det uovertruffent på omkvædet, og Eminem udviser evnen til at finde musikalske talenter.

Eminem synger en del, og det er ikke altid det lyder lige godt, og hans sangkunnen er ligefrem pinagtig til tider, mens han andre steder på pladen, synger habilt og uden lytterne får ørepine. Den undskyldende stil trækker desuden ned, idet jeg mener man som kunstner burde kunne stå ved det musik man udgiver, og selvom Relapse og Encore er blevet kritiseret gevaldigt, så havde de altså også deres højdepunkter, og selv en gennemsnitlig Eminem er bare end størstedelen af nutidens rap ikoner. I Recovery forsøge Eminem spille på sin evne til at lave rap, der appellerer til folks følelser, hvilket han gjorde med stor succes med Marshall Mathers LP og The Eminem show, men spørgsmålet er bare om tiden er løbet fra ham?

Det er som han som på coveret lever i sin egen verden, hvor det er ham der er den største rapper, og han ikke kan forstå, hvorfor folk pludselig ikke kan lide ham? Recovery tydeliggør den store skuffelse Eminem fik, da han ikke engang endte på MTV’s top 10 liste over de bedste rappere, og han forsøger med cd’en at erobre rap-tronen fra Jay-Z, det store spørgsmål er om det vil lykkedes? Det bliver absolut spændende at følge responsens på Eminems bedste udgivelse, siden The Eminem Show.

Folkemord – demokratiets vrangside?

2010-05-07T18:08:00.000-07:00

Det er en almen udbredt opfattelse at demokrati per se fører til fred og stabilitet. Men sociologen Michael Mann - ekspert i etniske udrensninger siger følgende:

”Etnisk udrensning spreder sig over verden, når du har stræben efter demokrati, og hvor der er to, nogle gange tre, store etniske gruppe, der kan fremsætte et sandsynligt krav på at få deres egen stat eller det hele af et delt territorium. Her bliver demokratiske valg til etniske konfrontationer, hvor den ene gruppe stemmer på det ene parti, og den anden gruppe på et andet parti.”

Sociologen Michael Mann er forfatter til bogen ”The Dark Side of Democracy – Explaining Ethnic Cleansing”, som er en komparativ gennemgang af de fleste tilfælde af etniske udrensninger i historien med vægt på socio-økonomiske fakta. Mann påstår, at etniske udrensninger dybest set er et moderne fænomen, som hænger sammen med demokratiets opståen. Ifølge ham er etnisk udrensning et problem, der opstår i i demokratiets tidsalder.

Demokrati er ideen om at hele folket hersker, men hvem er folket? Det græske ord for folk er ”demos”, hvorfra vi har demokrati og tilsvarende er det græske ord for etnicitet ”ethnos”. Etnisk udrensning opstår, når der sker en forveksling af begreberne, og hvor den dominerende gruppe i etnisk forstand hævder denne har ret til staten, og at staten er essentielt for eksempelvis tyskere, singalesere, serbere eller hutuer. Her udvikler folkets ret til demokrati og selvbestemmelse til en etnisk kamp om magten. Michael Mann bruger bl.a. Kenya som eksemplet, der bekræfter hans tese, idet der i Kenya har været tale om, at den dominerende gruppe har krænket de andre grupper i et bestemt omfang, og de demokratiske valg udvikler sig til etniske konfrontationer, hvor vreden breder sig og bliver til optøjer og i sidste ende gensidig etnisk udrensning, hvor grupperne prøver tvinge hinanden væk fra bestemte områder. Etnisk identitet bliver i den sammenhæng en faktor der overskygger national identitet, og bliver til mere end blot et kulturelt fællesskab.

Michael Mann taler om om forskellige former for etnisk udrensninger. Der er den morderiske etniske udrensning, hvor hele folk bliver flyttet og i de værste tilfælde dræbt. Eller kan etnisk udrensning indholde en vis mængde af vold, for at få den anden gruppe til at flytte, eller den kan være begrænset til ”blot” brutalitet, hærværk og ødelæggelse, som skaber den ønskede effekt. Også er der tilfælde af etnisk udrensning, hvor den minoritetsgruppe gradvis bliver assimileret i majoritetsgruppen.

Den morderiske etniske udrensning er resultatet af en række optrapninger. Først er der ikke nogen reel ønske eller plan om at komme en minoritetsbefolkning til livs, men der kan i opbygningen af en ny stat, opstå en diskrimination af mindretallet, og mindretallet kan enten acceptere denne eller gøre oprør. Men så prøver den dominerende gruppe at overtale dem til at flygte, og bliver mere voldelige. Og denne kan igen medføre en reaktion, som eventuel også vil være voldelig fra mindretallets side, og der kan opstå regulære militære oprørsgrupper. En etnisk konflikt kan i disse tilfælde ofte blive uundgåelige, og der vil fra de stridende parter kunne være forsøg på etnisk udrensning, fra etnisk bosættelsespolitik til i værste fald morderisk etnisk udrensning.

(to be continued.....) Trommehvirvel! ;)

For yderligere læsning: Læs Refleks(tillæg til Information s. 16. februar 2008 s. 18-19) og bogen "The Dark Side of Democracy" - Michal Mannn (2005)

This is what change looks like

2010-03-23T18:17:00.000-07:00

Efter Obama skrev under på vedtagelsen af Sundhedsreformen, var den største reform af sundhedssystemet, siden Præsident Johnson i 1965 indførte sundhedsforsikringerne, ikke blot en længere en ide, forslag eller valgløfte, men nu en realitet og snart en del af amerikanernes virkelighed. Da han skrev under dedikerede han loven til sin mor, der døde af kræft, og på sine sidste dage kæmpede med sit forsikringsselskab, der nægtede at betale regningerne for hendes operationer. Den nye lov betyder reelt følgende for amerikanerne:

Den bringer yderligere 32 millioner amerikanere ind i sundhedssystemet. Omkring syv millioner står fortsat udenfor.
Krav om at alle skal købe og eje forsikring. De fattigste kan få støtte, men ikke til abort.
Forsikringsselskaber kan ikke afvise kunder. I dag bliver alle med livstruende sygdomme ofte afvist.
Loven giver unge under 27 mulighed for dækning under deres forældres forsikring.
Reformen gennemføres i trin. Mange af de over 2000 siders lovtekst træder først i kraft om fire-fem år.

Realiteten for en del amerikanere har været, at de under svære sygdomsperioder, ud over at kæmpe med svære sygdommen, samtidig har haft deres kampe med de amerikanske sygesikringsselskaber. Men nu kan disse ikke længere afvise kunder med livstruende sygdomme, og 32 millioner af amerikanere som før ikke var forsikret kan nu blive det.
Men det skal også understreges at denne ikke gælder for illegale immigranter, og de penge som sundhedsreformen udløser ikke må anvendes til abortindgreb.

Debatten omkring sundhedsreformen i USA har været umådelig følelsesladet, og bragt sindene i kog både blandt republikanere og konservative demokrater. Der har været en stor modstand mod sundhedsreformerne og Obama er blevet kaldt alt fra socialist og barnemorder til nazist.

Den populære og indflydelsesrige højreorienterede kommentator Rush Limbaugh har eksempelvis udtalt:
"Nazisterne støttede abort og dødshjælp for mennesker uværdige til at leve, og som vi alle ved, var de også tilhængere af et nationalt sundhedssystem fra vugge til grav"
og Sarah Palin holdte sig heller ikke ligefrem tilbage:
"Det Amerika, jeg kender og elsker, må ikke være et land, hvor mine forældre og mit barn med Down-syndrom skal stilles for Obamas ‘dødsdomstole’, således at hans bureaukrater kan afgøre, hvorvidt de fortjener at blive behandlet af sundhedsforsorgen på grundlag af et subjektivt skøn om deres ‘produktionsnytte i samfundet’. Et sådant system ville i bund og grund være ondt"

Sundhedsreformen siges at være upopulært i den amerikanske befolkningen, så det bliver interessant at følge med i den politiske udvikling. Tiden vil vise om Obama og Demokraterne bliver straffet for sundhedsreformen, eller om amerikanerne efterhånden tager den til sig.

Men man må tage hatten af for Obama, det er trods alt lykkedes at gennemføre en så tiltrængt sundhedsreform, som ikke har været muligt for tidligere præsidenter, og alene er den ikke historisk, men også et skridt i den rigtige retning. I USA's uafhængighedserklæring står der bl.a.:

"Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke."

Og nu kan man så tilføje at amerikanerne har fået en mere lige adgang til sundhed....Og som Vicepræsidenten Biden udtrykte det (i et moment, hvor han glemte eksistensen af mikrofoner): It's a big fucking deal!

Iøvrigt er Obama tale fra lørdags værd at tjekke ud - ingen manuskript, ingen teleprompter, men tale - direkte fra hjertet krydret med Lincoln citat.

“I am not bound to win, but I’m bound to be true. I’m not bound to succeed, but I’m bound to live up to what light I have.”

Langballe & homoepidemien

2010-03-19T16:15:00.000-07:00

DF's enfant terrible Jesper Langballe har som et indspark til den nutidige debat om homoseksuelles ret til adoption og kirkelige vielser, fået genoptrykt et essay som han skrev i 1995. Han skriver bl.a:

"Homoseksualitet sammen med andre perverteringer beror på en almindelig modepræget oplevelseshunger, som bestandigt kræver nye pirringer og dermed accelererer epidemisk........ Mange homoseksuelles seksualitet er udtryk for en epidemisk ideologi, som blot udspringer af deres egen livslede".

Der kan ikke herske ret meget tvivl, om at Langballe ser homoseksualitet som unormalt og som stærkt afvigende adfærd, og tilføjer derudover, at det er en ideologi, hvilket jeg er ret uforstående overfor. Hvordan kan homoseksualitet være ideologi? Er heteroseksualitet ligeledes en ideologi? Jeg synes det er en ret absurd udtalelse, som egentlig taler for sig selv. Jeg kan gå med til at homoseksualitet er en livsstil, og der eksistere en tilsvarende homoseksuel subkultur.

Langballe sondre i sin tekst mellem to forskellige former for homoseksuelle:

1. På den ene side dem, der er født med ‘anlæggene’.
2. På den anden side dem, der er ofre for en modebølge eller almindelig livslede og en deraf følgende jagt på nye livseksperimenter.

De homoseksuelle som Langballe åbenbart frygter mest er dem, som er hoppet med på de homoseksuelle "mode" og han tilføjer:

"De organiserede homoseksuelle render myndigheder og biskopper på dørene for at blive erklæret normale og få status og selvværd gennem formaliserede ordninger og ritualer."

En muslimsk skrev på religion.dk og spørger om det ok at være homoseksuel ifølge islam, fordi hendes bror var homoseksuel:
"Jeg er en meget bekymret kvinde, som søger hjælp til min lillebror, som er homo. Først og fremmest mener jeg ikke, man bør være homoseksuel ifølge islam, men der må være en måde, man kunne tale ham til fornuft på, og forklare ham, at det er haram?

Dertil svare Ahmed Akkari:Vi mennesker er skabt med et formål og vi er skabt med henblik på at søge det andet køn i et organiseret halal forhold. .......De europæiske samfund mener generelt, at homoseksuelle bør nyde anerkendelse i samfundet, og det bygger de på en meget ensporet filosofi om menneskets frie vilje og rettigheder, mens de glemmer at tage særlig meget højde for vigtigheden af at bevare samfundet mod forfald og tilbagegang i samme omfang som man vil tillade den personlige frihed i at udbrede sig.

Det er vanskeligt i den sammenhæng at se den store forskel på Langballe og Akkari's argumentation, for at homoseksuelle ikke skal have lige rettigheder.
De ser begge homoseksualitet som afvigende adfærd, unormalt og unaturligt, og finder belæg for dette i henholdsvis biblen og koranen. Men de hellige skrifter afspejler den tid de blev skrevet i, og forfatterne synspunkter, og vi bør efter min mening ikke tolke enkelte udsagn i disse skrifter som Gud eller Allah's ord og lov. Paulus skrev bl.a, at det var bedst for en mand, ikke at røre en kvinde! Den anbefaling går jeg ikke ligefrem ud fra at Langballe har fulgt!

Hvis det nu var en nydansk politiker , der havde sagt noget lignende ala Langballe, var han straks kimet ned at pressen, og samtlige nydanske politikere vil blive spurgt om de mener det samme. Men hvorfor har man ikke spurgt andre DF-politikere eller Pia K, om de mener det samme som Langballe? Ind i mellem synes jeg det er vanskeligt at skelne mellem de mest fundamentalistiske muslimer også de mest højreorienterede DF'ere...

Kilde:
http://www.information.dk/227670
http://www.religion.dk/artikel/340257:Spoerg-om-islam----Min-bror-siger--homofili-ikke-naevnes-i-Koranen

Rend mig i traditionerne ?

2010-03-17T16:19:00.000-07:00

I efteråret 2009 opdagede jeg at man I Danmark, var begyndt at fejre thanksgiving, som jeg betragter som en ærkeamerikansk tradition. Inden for det sidste årtier har andre amerikanske traditioner som Valentines day og Halloween vundet indpas i det danske samfund. Af de nævnte tre traditioner må jeg da indrømme, jeg selv har været til en Halloween-fest . Men min umiddelbare reaktion på denne udvikling, var faktisk en vis misbehag og vrede faktisk, for umiddelbart giver det jo ikke mening, at man i Danmark skal fejre ærke-amerikanske traditioner, hvis som umiddelbart ikke har særlig meget med dansk kultur og historie at gøre. For ville amerikanerne eksempelvis tage traditioner som fastelavn eller den danske jul til sig? Det kunne være ret så fantastisk, men nu hvor Danmark nu engang er et lille land, er det nok højst usandsynlig at der kan blive tale om en dansk kulturimperialisme, der rækker langt ud over Atlanterhavet.

I dag er Sct. Patricks Day, hvor man fejre irsk kultur, nationaldag og den irske helgen Sct. Patrick, og denne dag bliver også fejret rundt omkring i Danmark, og naturligvis i de irske pubber, som vel nærmest er centrum for irsk kultur. Jeg går ud fra at man ser denne dag, som en hyldest til irsk kultur(læs: irsk folkemusik og pubkultur bl.a.), og samtidig har man endnu en undskyldning for at drikke sig i hegnet i ”Mothers Milk aka Irish Coffee” og naturligvis Whiskey.
I den globale landsby tyvstjæler vi fra forskellige kulturer, og lader os inspirere især af den amerikanske kultur, som gennem globale massemedier og den internationale kulturindustri har spredt sig til et globalt verdenspublikum.

Vores kære statsminister sagde i nytårstalen:

”Det var udenlandske påvirkninger, der skabte den danske guldalder. Meget af det mest pæredanske kommer udefra. Juletræet, balletten, arbejderbevægelsen! Kultur trives ikke i et drivhus. Men der skal være vilje til at få det udenlandske til at sætte danske blomster.”

Lars Løkke har jo på sin vis ret, mange af de ting vi i dag anser for være pæredanske er jo virkeligheden kommet udefra, og udefrakommende kultur behøver jo ikke nødvendigvis være negativt og skadelig for den danske kultur. Hvem ved om 150-200 år bliver Halloween og Valentines Day måske anset til være ligeså dansk, som fastelavn eller julen?

Fokus Fiasko?

2010-03-10T15:28:00.000-08:00

Efter at Christian H. Hansen forlod DF og blev løsgænger har der i det dansk politik været en undren over, hvad han nu ville finde på, for løsgænger kan man jo ikke ligefrem være for altid? Jeg havde gættet på, at han enten vil blive venstremand eller konservativ, for måske kunne han sælge sin mandat og på den måde få indflydelse og evt. en en ministerpost? Men til min(og sikkert mange andres) overraskelse præsenterede så et nyt parti - FOKUS.

Partiet's mærkesager er dyrevelfærd, klima og økologi, og Christian H. Hansen udtaler følgende:

"Nu skal man ikke betragte os som sådan en flok økoflippere. Eller nogle overvintrende hippiere, der lige pludselig dukker frem med det her. Vi mener det alvorligt. Vi vil også gerne sende det budskab, at selvom man er borgerlig, og det er vi, så kan man godt forlange at få ordentlige fødevarer og økologi, siger Christian H. Hansen."

På sin vis har Cristian H. Hansen ret, for nu har venstrefløjen jo ikke patent på progressiv klima politik og åbenhed overfor økologi. Samtidig er der i det borgerlige segment og især i eliten en forkærlighed for økologiske råvarer og bekymring for klimaets tilstand. I England ser man også at traditionel borgerlige partier står for en klimapolitik, som venstreorienterede normalt er bannerfører for, så mon ikke Fokus, kan opsnappe et par vælgere i det segment?

Dyrevelfærd optager desuden en række mennesker, som normalt ikke interessere sig for politik, og som man kunne forestille gerne ville støtte Fokus.

Men jeg tvivler alligevel på Fokus vil få en fremtid på Christiansborg af følgende grunde.

1. Christian D. Hansen er uden tvivl en sympatisk mand, som virkelig brænder for arbejde for bedre dyrevelfærd, hvilket man slet ikke kan være tvivl om. På et tidspunkt nævnte han i en debat eksistensen af dyrebordeller i Danmark, hvilket virker dybt forkasteligt, og jeg er da personligt ret utilfreds med, at vi har en så liberal lovgivning, der tillader at dyr kan misbruges seksuelt.
Derudover er han en OK kommunikator og habil debatør, husker at han i en valgdebat i Thisted klarede sig vældig godt, og var populær blandt tilhørerne, som hovedsaligt var V-folk og DF'ere, og ingen tvivl om at han er vellidt i den egn.
Men vil sige hans kommunikationsevner ikke ville kunne matche andre partiformænds i en TV-debat eksempelvis, og politisk kan man ikke ligefrem kalde ham en sværvægter eller stjerne, og de andre partimedlemmer virker ret ukendt. Kira Eggers har dog meldt sig ind i partiet, og man kunne forestille sig hende som blikfang i nogle af deres valgkampagner.

2. Jeg tror simpelthen ikke at dyrevelfærd er en så betydningsfuld mærkesag at vælgerne vil strømme til Fokus, og partiet vil blive "tungen på vægtskålen". Trod's Ny Alliances nedtur, så havde de trods alt "nok er nok" og Khader's daværende popularitet at spille på, at partiet så viser sig ikke havde mere substans og en ualmindelig ringe partiformand er en helt anden sag.
Ser man tilbage i historien har de nye partier, som har fået politisk succes og fremgang har haft en karismatisk formand, som samtidig skilte sig ud fra mængden, og tilbød noget som de "gamle partier" ikke kunne. Den provokerende og originale Glistrup sagde fra overfor den stigende skatteprocent og bureaukrati og satte sin egen personlige frihed på spil. En anden 70'er politik-ikon Erhard Jacobson var utilfreds med venstredrejningen i Socialdemokratiet, og fik succes med CD i sin tid ved at tiltrække nyrige eks-socialdemokrater, der var trætte af bil og boligbeskatningen.
Og Christian H. Hansen's eksformand Pia Kjærsgaard har positiv erfaring med at bygge et parti op fra bunden. Med topstyring, debatfremkaldende og kontroversielle kampagner, nationalkonservatisme og fin fornemmelse for, hvad vælgerne bekymrede sig om og et simpelt og eminent talent inden for politisk kommunikation, har hun formået at bygge et parti og politik op, som selv SF og S efterligner idag.

Min fornemmelse siger mig, at det ikke er dyrevelfærd , som vælgerne er mest optaget af for tiden, men snarere den økonomiske krise, velfærdsforingelser og muslimsk fundamentalisme.

Så mon ikke at Fokus bliver en ny politisk døgnflue, og Christian H. Hansen endnu en af de politikere, der overfortolker sin egen popularitet og kaster sig ud i et på forhånd håbløst projekt? Men al respekt til Christian H. Hansen for det modige politiske ALL-IN satsning, og ønsker ham held og lykke med Fokus, hvis partiet kommer i folketinget efter næste valg, skal jeg nok æde papirshat. =)

Er der mon lige så stille hos dig, som der er hos mig?

2009-11-18T22:56:00.000-08:00

”En mands selvmord starter det øjeblik , han bliver forelsket i en pige.” Udtaler komponisten Rune Rask fra bandet Selvmord, som desuden består af numero uno i dansk rap Liam O’ Connor aka L.O.C, de ukronede konger af undergrundsrap - Suspekt drengerøvene Emil Simonsen(Orgi-E )og Andreas Duelund(Bai-D), og musiker/producer Jonas Vestergaard.

Udsagnet er ret karakteristisk for konceptalbummet Selvmord, som næsten består af sange, der centrerer sig omkring ulykkelighed kærlighed, hvor det eneste positive islæt er ”Smiler Alligevel”. At Selvmord er udgivet på Copenhagen Records og ikke Tabu, giver indtrykket af at, der er tale om et nyt projekt, som man helst ikke skal forbinde med bandmedlemmernes tidligere værker.
Lydsiden på cden lederne tankerne hen på rockbands som Veto og Nephew, mens den melankoliske lyrik giver associtioner til ”Amore Infelice” og ”Hvorfor vil du ik”, og hvis man er til sange, med fængende omkvæd og introspektive tekster om den livsafkræfende og personlighedsopslugende kærlighed, så er Selvmord ikke en helt dårlig cd.

Titelsangen er de absolutte højdepunkter på Selvmord, hvor Emil Simonsen med habilt flow og rimkonstruktioner rapper: ”....Stikket er trukket, mit blik er forsvundet - mens jeg ligger forstummet... er der mon lige så stille hos dig - som der er hos mig? ”

1.Singlen ”råbe under vand”, har man ikke kunne undgå, hvis man nu hører radio i ny og næ, og det er når man, hører tracket ikke ganske umærkeligt. I vanlig stil hvæser Andreas Duelund sig igennem første vers: .. .”Men konflikskyheden dræber, og jeg starter ikke diskussioner, jeg ved jeg taber – for der er du frygtindgydende, og når jeg er skæv, er det ikke ligefrem skarpt jeg skyder med..”. Andre bemærkvelsesværdige numre er ”lige begyndt”, Hvor Liam O’ Connor inderligt rapper: ... ”Det er ikke sikkert ting går i stykker, det handler bare om hvornår. Ja der er ridser i lakken, men det klær hende. Derind er der det, der gør hun skærer igennem. Du må for Guds skyld ikke ændre dig for nogen, for det som mangler hos dem - er din perfektion. Bevægelse sætter spor -du tager ikke deres mening med dig, når du går”.

Hiphoppere vil muligvis kategorisere Selvmord’s stil som emo eller klynkerap, og det er på en måde forståeligt, når hardcorerappere forvandler sig til følsomme melankolikere. Men Selvmord har ikke glem deres hiphop’ske aner, idet den ærlige og ligefremme stil ikke er glemt, og det er metaforerne og dobbelt rimene heller ikke, selvom de er få. Men jeg er personligt en sucker forSelvmord stil, hvor vrangsiden af kærligheden udpensles. Jalousi, afmagt, hævn, vrede utilstrækkelighed,ensomhed og desperation er et af konsekvenserne af den ulykkelige kærlighed, som æder jeg-et op.

Der er tale om en ”Weltschmertz”, som i Selvmord’s optik er en uundgåeligt udgang af kærligheden, idet en mand i tosomhed langtsomt mister sig selv. Det pessimistiske kærlighedsperspektiv gennemsyrer hele ”Selvmord”, hvor kvinden nærmest er en livsudsugende vampyr, der bid for bid æder manden op og bidrager til destruktion af hans person.

Det er næsten lykkedes Rune Rask og Jonas Vestergaard at konstruere en tidsløs lyd og L.O.C, Bai-D og Orgi-E fremstår som et band og kollektiv, hvor rollerne er fordelt lige og fornuftig, så de får vist deres styrker frem. Alt respekt til Selvmord for at tage rappen til et sted, hvor den ikke har været før, og lave moden rock/rap.

Bagsiden af dyrkelsen af de følsomme sider er, at der godt kunne mangle lidt skarphed og kant. I længden bliver Selvmord en anelse monoton og forudsigeligt, og sangene kan godt minde lidt om hinanden. Man har en fornemmelse af, at der sagtens kunne være lagt mere arbejde i Selvmord, og det jo ikke fordi, man tidligere ikke har været i stand til at producere helstøbte albums.

4 ud 6 stjerner.

Udvalgte Digte - 2008

2009-11-01T14:33:00.000-08:00

Grøn Regn
Dagene bliver lysere
og min verden bliver grønnere
mens den grønne regn falder
dagene bliver længere
og du bliver smukkere
mens den grønne regn falder
dagene bliver varmere
og sommerfuglene i maven vokser sig større
mens den grønne regn falder
de små knopper forvandles til blade
imens den lille pige forvandles til en smuk kvinde
mens den grønne regn falder
de har ligget i hi hele vinteren
for at hoppe op og hijack' mine øjne
mens den grønne regn falder
den blide forårsluft kærtegner mine kinder
mens jeg drukner i den grønne regn

flammende forår
Ilden i mit kaotiske sind
kunne ikke slukkes af den verbale uppercut
smerten brænder igennem mig
kan ikke mærke den længere
men den ligger gemt som en
inspirende nål i sjælen
de flakkende øjne tvivler
lader ufuldkommenheden
hælde mere benzin på bålet
de søvnlyse nætter er borte
men de nøgne træer er her stadig
dog ikke år efter år
regn kan da ikke være grønt
det dig som farver regnen
og min sorthvide tilværelse
kysser vinteren farvel
og håber på forårsregnen
kan slukke flammerne
og syndfloden visker nattens synder væk

Du gav
Du gav
mig vinger så jeg kunne flyve
Du gav
mig troen til at kunne gå på vandet
Du gav
mig et skjold til at kunne modstå angreb
Du gav
mig visdom når jeg ledte efter svar
Du gav
mig lykke ved din nærvær
men hvad skal jeg med vinger, tro, skjold, visdom og lykke, når jeg ikke har dig?

Stjerne
Splitter illusioner
i en verden af tomhed
stjernerne glimter i hendes øjne
vi maler ikke byen rød
men efterlader regnbuer
dans for mig
på kanten af tag selv bordet
uden stjernenykker
et sort hul i universet
kan knap og nap udfyldes af dig
kaster stjernestøv
og tryllebinder mine tanker
så de igen kredser sig om solen

Lemanjá II
Hastige skridt på glødende kul
spring i azurblå springvand
bobler fra min mund
hiver eftervejret
havfruer danser
en gennemborende latter
kribler
havets dronning
hvirvler mit kaotiske sind
og lader irrationaliteten råde

Ildrøde engel
Tomme blikke
passerer
mens bladene falder
den våde asfalft
falder sammen under mig
glider ind i den ildrøde engel
Falder over ordene
Skæve smil og røde kinder
ender med
Iskaffe på hjørnet
...
Glimtet i øjet er tilbage
og larverne ind i maven
bliver til sommerfugle
...
Det ildrøde hår stryges tilbage
og hun glider igen imod mig
Spejler mig i de intimiderende forlygter
mens hendes hår går op i flammer
...
Tomhed og våde kinder er alt
hvad den røde engel har efterladt

Isregn
Isdråber lander blødt på mine kinder
kulde, fortvivelse,- det vinter
slentre gennem Algade med et tomt blik
Sigøjner julemusik er soundtracket
en duft af brændte mandler
famler, mister synet
glider og asfalten kærtegner mit ansigt
og vågner op til en gold virkelighed

Danser på glødende kul
Du er mit mareridt
du er bare en .....
du er ilden der brænder min sjæl
Du er i mine tanker
du er hvad jeg er bang' for
Du efterlod en kniv i hjertet
flammer i natten
tårer efterladt
græder af glæde
smiler af smerten
evig sorg er skæbnen
for dig
havde jeg
danset på glødende kul
græder af glæde
smiler af smerte
du er den sure smiley
du er den bitre eftersmag
du er de sorte skyer en sommerdag
du bringer mørket i min verden
du er vreden du er smerten
græder af glæde
smiler af smerten
evig sorg er skæbnen
for dig
havde jeg
danset på glødende kul
græder af glæde
smiler af smerte

Udvalgte Digte - 2007

2009-10-30T04:20:00.000-07:00

Det dig
Det dig
Mine øjne hviler på
Som al min opmærksomhed samler sig omkring
Jeg ikke erindrer var så smuk
Der træder ind i mine drømme
Som fylder min mave op med sommerfugle
Det dig jeg længtes efter

Hvileløs
Hvileløst
Ligger jeg på en seng
Rastløs
Vader du ind og ud af mine tanker
Søvnløs
Fordi mine tanker er som en svingdør for dig
Følelsesløs
Bliver jeg når kulden tager dig over
Sporløs
Ønsker jeg aldrig du bliver

Søvnløse Nætter
søvnløs, ligger jeg under vinter dynen
der er intet i verden, der kan hindre synet
af din dans for mit indre blik
de kan stå i vejen, men hindre ik
dig i mine tanker, selvom du er langtfra
min verden - er jeg ret bang for
du fylder alt, hvad mine tanker rummer
ser på min seng og ønsker du lå der
håbløse minder ka' ikke lindre hjerte kvaler,
flyver i drømme, men i virkeligheden falder
i en tilstand af afmagt, når du ligeglad
folk snakker for meget, men kan si' lige hvad
de vil, for man kender sig selv bedst
men nogle er ik' klogere end man selv vidst
tankerstrømme virvler i forvirret sind, bør find
den røde tråd, der samler sig om hende som og gør blind
jeg sover ikke, men er knap nok vågen dog
med flimrende tanker og klistret øjenlåg
stilheden forstyrres af indre stemmer
de siger ting, som man alligevel glemmer
det sortner for øjet, og søvnen overtager
de søvnlyse nætters tid, bliver de ovre var?

År efter år
Mens vinden rusker i træerne
dukker du pludselig op med en baby og en ring
Mens blade hvirvler rundt i små tornadoer
går du til alteret med din far ved din side
Mens træerne bliver nøgne
Forsvinder din uskyldighed i en røg sky
*puf*'
År efter år forfølger du min ubevidshed
Mens årstiderne skifter - år efter år efter år

Flammer i natten
En gnist blir tændt
af smil og latter
små flammer blæser i vinden
funklende øjne
stråler ikke om kap med stjernerne
så smukke er de heller ikke
men dog var du centrum i mit univers
stod i orkanens øje
mens de hvirvlede væk
når det hele var overstået
stod vi der alene
aldrig havde du været så smuk
selvom der var ild i dine øjne
en gnist blev tændt
af smil og latter
men de små flammer breder sig
grådkvalte øjne
et pigtråd vikles om hjertet
du smiler blot videre
men latteren forstummer ikke
du er centrum i alle andres univers
flammer i natten
brænder mig op

Go røv' go weekend

2009-09-03T15:03:00.000-07:00

Det skal ikke være nogen stor hemmelighed, at jeg sætter pris på en velformet booty. Bare ordet booty, fortæller lidt om mit syn på, hvordan en kvindelig bagdel bør se ud(Eller en mands, for den sags skyld). Lyt venligst til enten "baby's got back" eller "shake ya ass" under læsningen af denne blog.

Sir mix a lot-baby got back
Uploaded by ZICARLOS. - Music videos, artist interviews, concerts and more.

For flere år tilbage sad vi et par gutter og gjorde store filosofiske overvejelser om den perfekte røv, og dengang var den generelle opfattelse at den ultimative røv var lille, trænet og stram, og denne opfattelse tilsluttede jeg mig på daværende tidspunkt. Men efter at have blevet hjernevasket af utallige rapmusik videoer og diskret røvkigning fandt jeg frem til at en rund æbleformet ass ikke er nærmest uimodståelig – selv for verdens mægtigste mand. Der kan der umuligt, være noget særlig ophidsende ved en boney ass, eller snarere mangelen på samme? Fylde og former – jo tak! En røv der taler når den går, en røv der smiler når den går – en vuggende, æggende hypnotiserende røv. I øvrigt at plus hvis den kan klappe – måske endda i takt?

Mystikal feat. Pharrell Williams - Shake Ya Ass (Video)- Watch more Music Videos at Vodpod.

Jeg har generelt et problematisk forhold til det vestlige skønhedsideal. Britney Spears kan siges at være legemliggørelsen af dette ideal – et skønhedsikon - smuk, blond, slank og med den lille veltrænede ass. Kvinder over alt i verden vil gerne se ud som hende, og bruger ufattelig mange timer, for at træne sig til sådan en bagdel, hvilket jeg er ret uforstående overfor. Jeg er hjertens taknemmelig for, der er andre stjerner som Jennifer Lopez, Beyonce og Shakira, til at bryde med denne lille røvs paradigme, og i stedet gøre opmærksom på, at en større numse, sagtens kan være pæn og uimodståelig, og endda frækkere end den lille uinspirerende anonyme undermåler.

Chingy - Right Thurr (Uncensored)
Uploaded by hushhush112. - Music videos, artist interviews, concerts and more.

Nu kan jeg måske lyde en anelse overfladisk(og røvfikseret), men det skal da ikke komme som nogen stor overraskelse, at ydre æstetik rent faktisk har betydning i hverdagen. Skønhed er relativt, og afhængig af de øjne der ser, og der eksisterer flere skønhedsidealer rundt omkring i verden. I Brasilien er idealet at have en stor røv og små bryster, og I vesten er det omvendt, med lille røv og store bryster. Jeg har rent faktisk ikke nogen ide om, hvordan kvinde kroppen helst skal se ud i mellemøsten, men man hører jo tit om arabiske kvinder der får lave næse operationer, så de får en mere vestlig næse. Måske er det i Burkaland ophidsende, hvis bare en kvinde flasher sin højre knæskalle? Hvad ved jeg?

Nu har jeg heller ikke nærstuderet de indiske film, men kvinderne i disse har både store bryster og røv, så det heller ikke noget at klage over, der er både til gården og til gaden. Nogle vil måske sige Ramba har for store lår, men det gør da heller ikke så meget – gør det?
Så hvis der er nogen piger derude, som har det dårligt med deres bagparti, er for stort eller ikke lever op til idealrøven, så skal I vide, vi stadig er nogle fyre herude, som rent faktisk godt kan li en rund røv, som man rent faktisk kan give et klask, uden man kun kan mærke benet, og som man kan rage lidt på!

Nu har nogen kvinder/piger måske fået den fejlagtige opfattelse, at jeg er pervers og røvfikseret, men bare rolig, jeg lurer ind i mellem også på jeres bryster! Der er sikkert ligeledes andre der tænker, hvorfor jeg ikke taler om tamilske kvindekroppe –og her vil jeg blot sige jeg frygter seruppu adi!(Oversat – sandal spanks) :)

Sacha Baron Cohen - manden med de mange ansigter III

2009-08-17T18:10:00.000-07:00

Borat
Denne figur i Cohens kaotiske univers er en kasakhstansk journalist fra byen Cuzek. Han er søn af Asimbala Sagdiyev og voldtægtsmanden Boltok. Borat Sagdiyevs relation til moren virker ikke til at være særlig almindeligt eller kærligt. Han har bl.a. udtalt ”Jeg ville ønske min mor var blevet voldtaget af en anden mand” og ”min mor - hun krammer mig aldrig, jeg tror ikke hun kan lide mig”. Borat har to søskende, den mentalt retarderede Bilo og søsteren Natalya, som er den sjette bedste prostitueret i Kasakhstan og omegn. Der er lidt forvirring omkring Borats kone og hendes dødsårsag. Et af forklaringer på hendes død er, hun på grund af hendes kraftige hårvækst blev forvekslet med en bjørn og skudt! Borat sørgede ikke over konens død, fordi hun var kedelig, tværtimod jublede han og giftede sig igen. Desuden har Borat tre børn, Bilak, Biram og Huey Lewis.

Borats taler gebrokkent engelsk med nærmest arabisk accent, og anvender tit udtryk som, yagshemash, chinquit, khram, wa wa we wa, handrelief, very nice og sexytime!

Hans beklædning er det karakteristiske grå jakkesæt, og han er også kendt for den famøse borat-badedragt. Borats ynglingsbeskæftigelse er at spille ping pong, diskodans og tage billeder af kvinder mens de er på potten. Arbejdsmæssigt har Borat fremstillet is og samlet dyresæd og han har studeret engelsk, journalistik og pest på Astana Universitet.

Borat dukkede på ”Da Ali G Show” på Channel 4 med serien ”Guide to Britain”. I kulturmødet mellem den primitive, kiksede og sexfikserede Borat og englænderne med ”the stiffen upperlip”, opstår der hysteriske morsomme scenarier. Som da Borat skal lære takt og tone af en engelsk Lady Chelsea og kludrer i det til selve middagsselskabet, hvor han bryder de uskrevne regler ved at tale om sex, død og afføring, og bældre vin i sig som om det var shots.

En anden mindeværdig Borat episode er da han interviewer en lektor fra Cambridge, og undrer sig over hvad kvinder dog laver på et universitet og udbryder: ”You find me woman with brain I find you horse with wings”. Det opsigtsvækkende er at Borats mandschauvinistiske jokes, faktisk får lektoren til at udtale, at kvinder ikke tænker kreativt i modsætning til mænd. Ved selv at være ignorant er Borat i stand til at fremkalde fordomsfulde og chauvinistiske reaktioner. Når Borat i selskab med jægere eksempelvis hylder det maskuline aspekt af jagten indrømmer de, at det er en god følelse at dræbe et dyr og jagten giver dem en følelse af mandighed.

Borat og antisemitismen
Et af de mest kontroversielle men mest tankevækkende Borat klip, er da han på et værtshus i Sydstaterne i USA synger den antisemitiske sang, ”In my country there is a problem”. Borat har fået lov til at gæsteoptræde med en sang, og vælger i første vers at synge ”In my country there is a problem, and the problem is transport”. Gæsterne kigger lidt rundt og griner fåmælt af den mærkelige udlænding. I anden vers ændrer sangen karakter og han synger ”in my country there is a problem and the problem is the jew”. Således forsætter sangen med stærkt fordomsfulde og antisemitiske bemærkninger om jøder, og der synges bl.a “throw the jew down the well”.

In my country there is problem
And that problem is the Jew
They take everybody money
And they never give it back

Omkvæd
Throw the jew down the well (repeat line)
So my country can be free (repeat line)
You must grab him by his horns (repeat line)
Then we have a big party (repeat line)
If you see the Jew coming
You must be carefull of his teeth
You must grab him by his money
And I tell you what to do

Når Borats antisemitisme ser ikke ud til at genere store dele af publikum og udstiller de mindre flatterende sider bargæsterne, som får luftet den indre racist. Episoden er egentlig ikke særlig sjov, men det er skarp satire af Cohen, når han på eminent vis udstiller antisemitismen, ved selv at fremstå småracistisk. I øvrigt er det ret skræmmende at antisemitismen synes social acceptabel, når den kommer fra en udlænding, og der udvises tolerance for et intolerant menneskesyn.

Som jøde er antisemitisme et uundgåeligt tema for manden bag Borat. Sacha Baroen cohen forklarer i et interview med Rolling Stones, hvordan Borat blev anvendt som et værktøj til at udstille jødefordommene.

""By himself being anti-Semitic, he lets people lower their guard and expose their own prejudice, whether it's anti-Semitism or an acceptance of anti-Semitism. 'Throw the Jew Down the Well' [a song performed at a country & western bar during Da Ali G Show] was a very controversial sketch, and some members of the Jewish community thought that it was actually going to encourage anti-Semitism. But to me it revealed something about that bar in Tucson. And the question is: Did it reveal that they were anti-Semitic? Perhaps. But maybe it just revealed that they were indifferent to anti-Semitism….. I remember, when I was in university I studied history, and there was this one major historian of the Third Reich, Ian Kershaw. And his quote was, 'The path to Auschwitz was paved with indifference.' I know it's not very funny being a comedian talking about the Holocaust, but I think it's an interesting idea that not everyone in Germany had to be a raving anti-Semite. They just had to be apathetic."

Ligesom med Ali G slipper Cohen den indre idiot gennem Borat. Filmen Borat eksemplificerer på en humoristisk og provokerende facon, hvor tåbelige og absurde fordomme er, og hvordan de ifølge Cohen er en eller anden form for illusion og afspejler en virkelighedsforståelse som er forvrænget.

Sacha Baron Cohen - manden med de mange ansigter II

2009-08-17T07:01:00.001-07:00

Ali G
Karakteren Ali G er en wigger(wannabe nigger) - en stærk karikeret udgave af ikke-sorte unge mænd, som opfører og taler som afro-amerikanere eller jamaicanere, som bekender sig til subkulturene inden for hiphop, reggae og dancehall. Ali G’s kende tegn er den tætsiddende hue, lokumsbrætskæg, skibriller, bling bling og stort tøj, gerne i skrigende gul farve og af mærket Tommy Hilfiger. Typiske Ali G udtryk er booyakasha, respec, aiiii, comin' at ya Cleopatra, battyboy, minger, lezzer og keep it real.

Navnet Ali-G blev valgt bl.a. for man ikke skulle beskylde denne figur for racisme, og selvom Sacha Cohen er jøde kunne han sagtens forveksles med en araber, så Ali G var et ganske nærliggende navnevalg. Denne wannabegangster karakter var ifølge Cohen stærkt inspireret af den legendariske DJ Tim Westwood, som på trods af sin anglosaksiske baggrund taler som sorte amerikanere fra underklassen.

Ali G's varemærke er gadesproget, krydret med dumsmarte og rimelig ignorante og yderst politiske ukorrekte bemærkninger. Tilsæt derudover homofobi, sexisme, en relativ stor portion uvidenhed og mangel på intelligens. Sacha Baron slipper virkelig sin indre idiot ud igennem karakteren Ali G. Han lod Ali-G interviewe eksperterne og dette eksperiment var ikke helt dumt. I dansk kontekst svarer det, at Zulu møder DR2, forstået på den måde Ali G er en repræsentant for ungdommen, der kommer til at interviewe professorer, religiøse overhoveder, feminister, politikere - altså samfundets elite. Ali G's interview teknik, går kort sagt ud på at stille dummeste spørgsmål til klogeste hoveder. De svar som Ali G's ignorante spørgsmål fremprovokerer er i sig selv morsomme, og det paradoksale er at det er den kloge der rent faktisk bliver udstillet og latterliggjort af den dumme. Man kan tale om en subtil postmoderne udgave af karnevalismen – et ikke helt ukendt fænomen i komedien, hvor samfundets underklasse i et moment er ”ovenpå” ved at latterliggøre eliten.

Eksempler:

I et interview med astronauten Buzz Aldrin stiller han følgende spørgsmål:

I know dis is a sensitive question: What wast it like to not being the first man on the moon – was you ever jealous of Louis Armstrong?

Does the moon really exist?

Et af Ali G interviewer feminist
Ali

Cohen formåede derudover rent faktisk også skabe en verden omkring karakteren. Ali G(Alistair Leslie Graham) er medlem af banden ”Westside Massive” i, hvad han omtaler som ghettoen Staines – som i øvrigt er en eksisterende middelklasse præget forstad til London. Man møder kæresten som bliver omtalt som ”Me Julie”, Onklen Jamal, vennen Dave og bedstemoren som han bor hos. Disse bifigurer i Ali G's univers er med til at gøre denne figur mere troværdig og en mere helstøbt karakter, som man rent faktisk tror på kan eksistere - bare spørg interview ofrene!

Ali G's lingo og attitude er præget af hiphop og dancehall kulturen. Den til tider ret så selvhøjtidelige hiphopkultur bliver fremstillet på en måde så hiphopperne kan grine af de interne rap jokes, og mennesker som er udenfor subkulturen kan grine af hiphoppens famøse slang og de påtagede machoattituder og selvhøjtideligheden. Cohen var selv i sin unge dage en breakdancer og i øvrigt en fan af rapmusikken, og dette kommer til udtryk Ali G, idet han gennem denne figur udviser stor kendskab til kulturen og interne usagte regler og kodeks. Cohen er på den egentlig selv en del af den kultur han gør grin med, hvor Ali G er en karikeret udgave af den ikke-sorte rapper imitator.

En anden af Cohens homofobiske og sexistiske karakterer er den skruppelløse Borat. Som vil blive præsenteret i næste blog.

Sacha Baron Cohen - Manden med de mange ansigter

2009-08-16T19:14:00.000-07:00

Han bliver hyldet af skuespillere og komiker kollegaer. Kritikere kalder Cohen vores generations største komiker. Amerikanere sagsøger ham. Den kasakhstanske regering bandlyste den kontroversielle komiker på grund af ”Borat”, og forsøgte at stoppe distribuering af denne film, og seneste opfordrede den østrigske ambassadør i London til boykot af den britisk-jødiske komikers seneste film ”Brüno”, idet Cohen i forbindelse med promoveringen af filmen, Som Brüno udtalte følgende:

”Jeg vil udleve den østrigske drøm om at finde en partner, købe en fangekælder og få en familie”.

Og i filmen erklærer Brüno, at han er fast indstillet på at blive Østrigs største super stjerne siden Hitler!

Uanset om man hader eller elsker Sacha Baron Cohens og hans kontroversielle karakterer, er han ikke til at komme uden om i vor tids populærkultur. Men hvem er egentlig mennesket bag disse tre skrupelløse karakterer? Hvem er han – komediens provokatør nr. 1 per excellence?

Den videbegærlige Cohen
Manden bag de tre virkelighedsfjerne tv-værter er den britiske-jødiske komiker Sacha Baron Cohen. Som navnet antyder har den britiskfødte Cohen israelske rødder og er jøde. Han er, hvad man kan betegne som kulturjøde,og som mange andre jøder følger han de religiøse regler som kosher og andre jødiske praksis, uden dog at være ortodoks. Hans opvækst bar præg af traditionelle jødiske middelklasse værdier, og karakteriseres som komfortabel med en høj levestandard.

Som ung knøs gik han på St. Columbas College Prep School i Hertfordshire, men skiftede så til den velansete skole Haberdasher-Askes i nærheden af London, som var en privatskole udelukkende for drenge. Cohen studerede senere i sin ungdom historie på det prestigefyldte universitet Cambridge og tilbragte et år i Israel for at få en større viden om jødedommen. Dette bevidner om en ung med stor interesse for sine historiske og religiøse rødder og tyder på Cohen er mere eller mindre velbegavet. Den unge Cohen var i særdeleshed optaget af antisemitisme, hvilket ikke er mærkværdigt, når man tænker på hans etniske baggrund, og netop jødehadet blev så senere et karaktertræk for et af Cohens figurer.

Slip din indre idiot løs
Den unge Cohen viste i ungdommen allerede interesse for skuespil, hvor han på Cambridge flirtede med moderne teater. Philip Gaulier, som var en af de toneangivende lærere på teateret, fik Sacha Cohen til at opdage sin egen indre idiot:

”I owe my career and and the discovery of my inner idiot to Philip Gaulier. He was and will always be my inspiration for my work”

Opdagelsen af denne indre idiot førte senere hen til udviklingen af Cohens karakterer, og den indre dumrian er netop central i forståelsen af Cohens komik, hvilket jeg vil uddybe senere. Hos Gaulier blev stupiditeten ophøjet og glorificeret i sådan en grad, at man dyrkede denne, og idiotien blev opfordret til at blive anvendt i komedien i en så ekstrem grad, at den skulle teste almindelige menneskers tålmodighed og tolerancetærskel, og hensigten var at være så tæt på at gå over stregen at man risikerede de værst tænkelige reaktioner fra publikum.

Amatørværten
Efter færdiggørelsen af historiestudiet, var Cohen mest hooked på sin hobby som skuespiller og stræbte efter en karriere inden for underholdningsbranchen, og blev vært for et lokalt tv-show, hvis antal seere knap kunne tælles på en hånd. Dog skaffede de små jobs ham adgang til ”London Weekend Television Building”, hvor han sammen med en kvindelig medvært havde ansvaret for F2F, som var endnu et amatør tv-show. Her stod han for et debatprogram for unge, men brugte denne platform til at eksperimentere med karakterer, som rent faktisk var tidligere udgaver af Ali G(MC Jocelyn Cheadle-Hume – wannabe rapper) og Borat(Kristo - Albansk reporter), men også andre som eksempelvis en overbeskyttende jødisk mor. Disse karakterer som han var i gang med at videreudvikle, slap han så ud i offentligheden i kødet på intetanende mennesker, og dermed fik hans komedie en helt anden dimension. Disse karakterer konfronterede almindelige mennesker på gaden, og skabte uforudsigelige, tankevækkende og latterfremkaldende reaktioner. Denne blanding realitet og fiktion, skulle senere gå hen være et kendetegn for Cohens komedie.

Denne form for komedie var grænsesøgende, og Sacha fandt spænding og intensitet ved denne autentiske konfronterende komik. Men de tidlige optagelser fandt ikke vej til TV-showet, fordi hans overordnede chefer ikke fandt dem særlige vigtige eller interessante og ville have ham til at fokusere på debatprogrammet, og ikke udviklingen af disse komiske karakterer. Dette fik dog ikke Sacha Cohen til at opgive sin stil, og da Channel 4 søgte en erstatning for kultserien ”The Word”, slog han til.

Han sendte en optagelse af Kristo – som var en albansk reporter, der havde visse ligheder med den fremtidige karakter Borat, og en producer faldt for omgående denne figur. Sacha Baron Cohen blev hyret til comedyshowet ”11 O'clock show”, og Storbritannien blev præsenteret for wanksta'eren Ali G, som med tiden gav Sacha Baron Cohen kultstatus og et nyt platform til at nå ud til et større publikum.

Et af de sjældent interviews, hvor Sacha Baron Cohen ikke agerer som et af sine karakterer....

Sacha Baron Cohen Letterman Interview 7-7
Uploaded by yardie4lifever2. - Explore international webcam videos.

Det kaffe på lydspor, Danmark

2009-08-12T14:14:00.000-07:00

Et af de positive aspekter i udviklingen af dansk rap er, at der efterhånden er et bredt udvalg af rappere, og at flere subgenrer inden for rappen vinder frem, og at det ikke er en bestemt lyd eller rapper, der er altdominerende(hvis man lige ser bort fra en hvis Liam O’ Connor). Selvom om den gruopvækkende lyd af Eurodance og den Eiffel 65’ske autotune har forplantet sig i de seneste plader fra Jokeren, Niarn, Jeppe Rapp er der dog heldigvis også andre bud på, hvordan dansk rap lyder anno 2009 – som Ham den Lange, Jooks, Luxshan og ikke mindst Kasper Spez seneste udgivelser er et udtryk for.

Kærlighedsjunkien
Langelands rapperen Kasper Spez har ikke været til at komme udenom i hiphop miljøet de seneste par år. Det har ikke været helt uinteressant at følge Kasper Spez’s udvikling fra den punchline prægede rap til en mere poetisk og digterisk stil. Mit første møde med Spez, var da en hiphopgeek var så venlig at sende mig ”Kloak Barbie” over MSN. Ud over at være en stor kærlighedserklæring til hiphoppen, er den skrevet og rappet i efter min mening en stil, som på daværende tidspunkt var uhørt i dansk rap og selv i dag lyder forfriskende. Derfor blev jeg nødt til at tjekke EP’en ”Love Junkie” ud da den udkom, og det var ikke en helt dårlig investering. Den giver en kort introduktion til Spez’s specielle stil og kaffeprægede univers. Kasper Spez tør i en machopræget hiphopkultur at være en tøsedreng og drømmer, og i hans verden er der ingen bitches og bling bling, men prinsesser og pasta. ”Elefanten i soveværelset” er en genial allegori over utroskab, og ”Det så vigtigt”, gør opmærksom, det ikke er helt dumt at drømme og dette bør være en obligatorisk i folkeskolen på ligefod med lejrskole. ”Det måtte jo komme” virkede dog en anelse malplaceret idet punchline rappen ikke helt passede ind i den poetiske stil der ellers prægede EP’en. ”Love Junkie” var et verbalt forspil til Spez kommende album og skruede forventninger op før udgivelsen og langelænderens status og respekt i undergrundsmiljøet nåede uanede højder. Jeg har nok ikke været den eneste som har set frem til ”Fantasten” i de sidste par år.

Fantasten
Det første singleudspil fra albummet var ”Efter”. Det bemærkelsesværdige ved første lytning er Spez’s vrede stemmeføring og sindelag gennem tracket, hvilket man umiddelbart ikke har hørt før. Det virkede nærmest uvirkeligt og usandsynligt, at den ellers så sympatiske Spez kunne blive vred.

Der lunken kaffe, på kanden, Dr. Phil på sendefladen
Engangskraber i tasken, jeg tænder smøgen på kogepladen
Flasker, ubrugte kondomer på bordet, der håner mig imens
Jeg drikker mig ned, for at komme ovenpå igen!

”Efter” er introspektiv, dyster og tegner billedet af en mørk sindstilstand, som tilsyneladende er resultatet af et forhold, der er gået i vasken.

På ”Fantasten” møder man bl.a. den paranoide Jens, manden der er bange for månen og hvis mareridt begynder, når han vågner. Jens lever ikke livet, fordi han er bange for det, og fremstår som et menneske, der tror han kan klare sig i en moderne verden, ved at gemme sig i andedammen. Han lader sig styre af frygten for det ukendte, i stedet for at se lidt lysere på tilværelsen og ”kys det satans liv, og snav resten i gulvet med et smil", som Spez selv gør i ”hvem jeg var”, hvor L.O.C i øvrigt agerer som kordreng.

Det er så småt med gæsteoptrædener på fantasten, hvor Pernille Valentin(den grænseløst irriterende og overivrige praktikant i bro-bizz reklamerne) synger omkvædet på den tømmermændsplagede ”dagen efter”, hvilket hun i øvrigt gør aldeles fremragende med en soulet oldschool vibe.

Efter at være blive signet hos TABU records kunne man have frygtet at Kasper Spez album ville være præget af den karakteristiske mørke lyd, som Rune Rask & co har ladet præget LOC’s og Suspekts seneste albums, som i øvrigt er gennemførte og helstøbte. Heldigvis for Spez er det dog Es’s produktioner der fylder mest og de klær’ nu også Spez tekst univers bedst. At der er overladt stor kunstnerisk frihed til Spez er positivt fordi det giver plads til en mere kompromisløs og eksperimenterende lyd og lyrisk indhold, og om nogen ved TABU drengene, hvordan det er når de store pladeselskaber ikke tør satse på en ny stilart. Eksempelvis var Suspekts hardcore stil slet ikke accepteret for ti år siden, hvor de i dag er mainstream uden egentlig på nogen måde at have solgt ud, og samme skæbne kunne man egentlig godt unde Kasper Spez.

Hvis der findes en avantgarde inden for rappen er Kasper Spez eksponent for denne, og nytænkende og original kunst er jo ikke altid, det som sælger mest, som Spez selv erklærer på ”Kasper”, ”Men der er flere penge i ligegyldigheder og kvindehad, for alle piger vil have en bad boy indtil de får den første flad”. Hanne Vibeke-Holdt vil uden tvivl elske langelænderen.

Fantastens store styrke er samtidig svagheden. Kasper Spez er uden tvivl sproglig begavet og dele af cd’en fremstår mere som poetry slam og poesi end decideret rap, men så alligevel står rap jo netop for ”rhytm and poetry”. Sproget er ikke som ofte kendetegnet ved hiphop ligetil og direkte, men Spez anvendelse af billedsprog er eminent og evnerne som historiefortæller fejler bestemt ikke noget. En dybere forståelse af ”Fantasten” kræver flere gennemlytninger, men den vokser for hver gang man hører den, og så der altid en linje eller to som springer i øjnene, som man måske ikke lige lagde mærke til før.

Mere kaffe tak!
Det man som rapnørd måske savner er et mere varieret flow, for det er bestemt noget Spez mestrer, når han lige kniber troubadourbalderne sammen. Rimryttere vil måske spejde efter multirim – men helt ærligt, selvom jeg bestemt har respekt for rimsmedene, så synes jeg det er væsentligere, at teksterne giver mening i en større helhed end, at der er dobbeltrim hver anden linje. En af de få svagheder ved ”Fantasten”, er at den savner en klar første single, som kunne tiltrække flere lyttere end rapnørderne, for har en følelse af at den ville kunne ramme en målgruppe, der normalt ikke lytter til rapmusik. ”Fantasten” henvender sig bestemt ikke til Niarn, Suspekt eller Nik og Jay segmentet. Omvendt afviger den fra andre undergrundsudgivelser på grund af det poetiske sprog og lyrikkens relativ høje abstraktionsniveau. Et uomtvisteligt kritikpunkt er måske lige, at der måske mangler et lille glimt i øjet, for kan det virkelig passe at den gode Spex er helt humorforladt?

Men kan ikke andet end at ønske Spez alt succes, for det fortjener han. ”Fantasten” er ikke langt fra at være et mesterværk, og man kan kun håbe på, der er flere albums på vej fra Spez, som vil komme til etablere ham som en af de store rappere i dansk musikhistorie.

For de blå øjnes skyld II

2009-07-21T17:09:00.001-07:00

Hun skilte sig ud fra alle de andre piger til Mortens 25 års fødselsdagsfest. Det var ikke fordi, at hun var højlydt eller havde et subtilt behov for at være i centrum. Men på en underfundig facon var hun dragende. Idet hun sad og nippede til sin drink, og kiggede hun i ganske få sekunder direkte på mig. Blikket var gennemborende og jeg blev en anelse bange og utilpas. Hendes ansigt var levende, selvom hun sad helt stille. Da lagde jeg mærke til dem. De blå øjne. Hvordan kunne sådan en nougatfarvet skønhed have så blå øjne? De lyste nærmest som krystaller. Hun smilte, og jeg gengældte smilet med hovedrysten. Hun kiggede mærkeligt på mig og viskede til hendes rødhårede veninde, og de fniste. Jeg ved ikke lige, hvad der foregik. Hovedrysten? Hvor kom den lige fra? Hvad sker der for mig? Fuck hun tænker nok, at jeg er en eller anden semi skummel freak! Jeg bundede resten af min Guiness og gik hen hende. ”hej, må jeg forstyrre dig et øjeblik”? Ja, sagde hun med et Mona Lisa smil, samtidig med, at hun med et vink, viftede sin veninde væk. ”Hvordan kan en nougat brun pige egentlig have så blå øjne?”, spurgte jeg tøvende. Så begynde hun at pludre løs i et Lotte Heise agtigt tempo. Hendes stemme var blød og feminin. Det gik fandens hurtig. Fik fat i noget med hendes far var fra Vest Indien og moren fra Irland. Og de mødtes i København tivoli, og hun åbenbart blev undfanget selv samme dag. I de minutter føltes det som vi to var de eneste i det gamle slidte forsamlingshus, alle de andre unge larmende mennesker var i dette øjeblik usynlige.

...

”Der er lige lidt rodet i min lejlighed”, undskyldte hun, mens jeg forbløffet kiggede rundt ind i hendes stue. Det eneste som blot kunne minde om uorden, var reklamer og søndagsudgaven af Politiken på spisebordet. Der var en skarp duft af læder, hvilket måtte stamme fra den sorte trepersoners lædersofa som var placeret langs bagvæggen. Ovenover sofaen hang et mærkværdigt maleri. Det var en nærmest karikeret udgave af Da Vinci’s ”den sidste nadver”. I Jacopo Basano’s version af ”den sidste nadver”, herskede der kaos. Maleriet var i skarp kontrast til hendes stue, som næsten ikke kunne være indrettet mere symmetrisk og umuligt være mere rent og ryddeligt. Hendes reol var fyldt med engelsksprogede bøger. Fra Shakespeare til Hemingway, Anais Nin, og sågar Steven King. Jeg tør vædde på hun havde Dostojevskijs samlede bibliografi. Der var alt fra den mindre kendte roman ”Spilleren” til klassikeren ”Straf og forbrydelse”. Jeg følte mig en smule overvældet. Hvis man ikke lige havde kendskab til, at Celina var engelsk studerende på KU, kunne man snildt havde regnet det ud – blot ved at skimte titlerne på bøgerne på reolen. Den sidste bog jeg havde læst var ”Catcher in the Rye” af J.D. Salinger, og den havde jeg ganske langsomt ufrivillig slæbte igennem i gymnasietiden. Ellers havde jeg i min barndom mest læst tegneserier. Det var sgu' tider, hvor torsdag var en glædens dag, da Anders And bladet udkom, der var simpelthen ikke noget bedre. Af skønlitteratur havde jeg nærmest kun læst Dennis Jürgensens ”De hængte mænds hus” og ”Jeg – en nørd”, da jeg var teenager og det kedsommelige obligatoriske skole shit.
Jeg kunne ikke helt gennemskue om bøgerne afspejlede Celinas litterære smag, eller om det blot skulle antyde, at hun læste de ”rigtige” bøger og havde den rette gode smag. ”Du er velkommen til at se TV imens jeg laver Irish Coffee til dig”, sagde Celina i en venlig og høflig tone. Jeg satte mig ned på den bløde lædersofa, og forsøgte at slappe af så godt jeg nu kunne. Uhh stand-up comedy på Zulu med Uffe Holm. ”Jeg har sgu prøvet eksperimentere lidt med det der onani ik, jeg er højrehåndet, jeg har prøvet at gøre det med venstre. Det er fandeme sjovt. Det er ligesom når en pige gør det på en helt vildt dårligt”! Hans jokes var måske lige under bæltestedet og barnlige, men jeg kunne ikke lade være med at grine højt. Så jeg zappede videre. Hvad ville Celina dog ikke tro om mig? Derfor valgte jeg se kulturguiden på DR2. Det ville muligvis gøre et bedre indtryk, og hende Stéphanie Surrugue så faktisk ikke så værst ud. Den nørdede poesianmelder fra Weekendavisen, virkede nu også en anelse nervøs. Om det skyldes de kritiske spørgsmål eller Stéphanies dådyr øjne, kunne jeg ikke helt afklare.

Celina kunne ikke lade være med at grine, sådan som jeg sad koncentreret med store øjne, og lod som om jeg var oprigtig interesseret i kulturguiden. ”Nå nå, er det SÅ spændende” sagde hun med et skælmsk smil. ”Jaamen, jaameeen.... zap...zappede bare lidt rundt”, mumlede jeg nervøst. Kunne ikke ønske mig Irish Coffee mere end i denne pinlige og akavede situation. For det første havde jeg fået lidt ondt i halsen, efter weekendens strabadser, og i øvrigt så kunne lidt alkohol måske få min stigende nervøsitet til at forsvinde.

For de blå øjnes skyld

2009-07-20T15:35:00.000-07:00

Jeg lå på engen og kiggede op imod stjernehimmelen. Cassiopeia var denne sensommernat særlig iøjefaldende. Tænk at Tycho Brahe engang ved at observere netop denne stjernekonstellation havde opdaget, at stjerner ikke kunne eksistere i universet i en evighed, men at de fødes og dør som os mennesker. Når man engang forlader verden, hvorfor ikke i en eksplosion, som en supernova eller Mohammed Atta for den sags skyld? Klokken var ved at være omkring halv tre. Måske var det på tide, at jeg snart tog hjem? Jeg havde ligget ude på græsset i så lang tid, så den ellers hvide t-shirt var blevet halv grøn på bagsiden. Tankerne fór gennem hovedet. Hvad laver jeg her så sent? Hvad var jeg på flugt fra?

---

Mine hænder rystede. Tag dig nu sammen for fucks sake! Jeg havde den venstre hånd i min bukselomme, mens jeg med højre hånd, skjulte en rokokobuket. Ja, ved ikke helt, hvorfor jeg havde valgt denne, men fravalgte de klassiske røde roser, fordi de i mine øjne var for ordinære og forudsigelige. Jeg havde desuden medbragt Dagoba chokolade, som i øvrigt lige var blevet kåret til verdens bedste chokolade. Æsken lå skjult i buketten. Men måske ville alle kvinder ikke lige frem finde økologi særlig romantisk? Men hvem ville sige nej til velsmagende chokolade, som samtidig var fremstillet således, at miljøet i en hvis grad blev skånet. Og kendte jeg Celina ret havde hun sans for kvalitet og god smag.

Jeg kunne høre, at hun var hjemme i lejligheden, men hun trippede åbenbart lidt rundt, idet hun først åbnede døren, efter jeg havde stemmt på dørklokken for tredje gang. ”Hey Lukas, kom inden for” sagde hun med et underfundigt smil. Hun var iført en mørkeblå kort kjole i viscose med elestan, som sad løst omkring barmen og maven, så man kunne ane formerne. Celina tilbragte meget af sin fritid i træningscenteret, så ølmave havde hun naturligvis ikke. Hun havde aldrig set smukkere ud. Hendes mørke glatte hår flagrede, og jeg stirrede fortabt i de azurblå øjne og var helt mundlam. ”Øhh….. værsgo”, sagde jeg nervøst og rakte hende rokokobuketten og chokoladen ”Tjaeehh… jeg tænkte… øhh… måske.. at…. Øhh…. De blomster vil… passe godt godt ind i din lejlighed….og chokoladen… mørk og økologisk…. Du ved… man skal jo tænke på miljøet og…. Øhh….. . Celina grinte og sagde: Ej…. Det havde du nu ikke behøvet. Det var da meget sødt af dig. Sikke dog du ser ud. Du trænger vist lige til en kop Irish Coffee.

(fortsættes)

Mamma M.I.A.

2009-07-13T08:24:00.000-07:00

Der sker af og til at farmand tager et par TIME magasiner med hjem fra arbejdet. Og jeg skimter da lidt i dem, og læser artikeler, som lige fanger min opmærksomhed, hvilket i øvrigt ofte er artikler om Obama, Sri Lanka relaterede nyheder og eller politiske analyser. I Maj udgaven har TIME lavet en liste over de 100 mest indflydelsesrige mennesker i verden, og ganske overraskende er den britisk-tamilske kunstner M.I.A med på denne liste.

Spike Jonze musikvideo og film instruktør skriver bl.a. om M.I.A:

"She just has things she cares about and has interest in, from all over the world, She hears huge beats from Angola. She finds DJ doing Amazing stuff in Baltimore. She hears Aboriginal kids rapping in Australia and thinks nothing of getting on a plane to convince them to do a verse on her song".

Det karakteristiske ved M.I.A er ifølge den globale lyd og hendes udtryk. Inspirationerne er alt fra Public Enemy til indisk 80'er pop. Hun er ligesom mange andre tvekulturelle i Vesten produkt af globaliseringen og det multikulturelle samfund. Ud over at lave fantastisk fed musik er hun et alletiders ekstraordinært rollemodel. M.I.A's musik er et eksempel på, hvordan man bruger sin kulturelle baggrund og barndommen og ungdommens musikalske indtryk, til at skabe en helt ny form for musik, i stedet for blot at kopiere MTV eller Kollywood kunstnere(eller Nik & Jay for den sagt skyld). Denne globaliserede musikform afspejler hendes identitet og hendes musikalske smag, og samtidig det samfund hun er vokset op i.

Hvis M.I.A ville kunne hun lavet popmusik, og gå efter at sælge millionvis af plader og lave en "Nelly Furtado". Men indtil videre satser hun på at lave nytænkende og original musik, inspireret af lyden fra alle verdenshjørner, og ikke bare får tidens mest dominerende producer til at styre hendes lyd univers. Derudover er hun ikke bange for at gøre opmærksomhed på sin politiske tilhørsforhold både via sange og musikvidoer, og jeg kan næsten ikke andet end beundre hendes musiske og politiske mod.

Så man kan bestemt være stolt af at en kvinde med tamilsk baggrund vurderes til at være et af de mest indflydelsesrige mennesker i vores samtid.

Superman

2009-07-12T12:19:00.000-07:00

Jeg flyver op imod himmelen med den letgenkendelige supermand dragt på. Den sidder stramt omkring min muskuløse krop, og de obligatoriske røde underhylere strammer unødvendigt, uden på den mørke blå dragt. Den knaldrøde kappe flagrer, imens vindmodstanden blæser. Jeg flyver igennem mælkevejen, og ender jeg i en verden, der minder ufattelig meget om jorden. Skumle vampyrlignende små væsner er på jagt efter mig. Men jeg kniber øjnene, og de skyde med laserstråler som i løbet af et splitsekund, forvandler de skumle uhyrer til aske. Pludselig lander jeg på græsset. Jeg hopper op, med den ene arm hævet op imod loftet. Men nu kan jeg ikke flyver længere……..

Forårssolen oplyser kollegiet værelset, og jeg ligger og putter mig under dynen. Endelig forår. Slut med at vade flere kilometer gennem sneen, for at komme til arbejdet. Sollyset fremhæver støvpartiklerne der ubekymret flyver igennem værelset. Minder mig om, at der trænger til at blive støvet af i værelset. Tøj ligger og flyder over det hele. Rim popper op i mit hovedet.

"så uimodståelig, men dog mystificeret uforståelig, og uopnålig"...

Kvinder! Fuck at løse da vinci mysteriet, destruere ringen ved dommedagsbjerget eller finde de vise sten. En eller anden, løs den gåde der kan afklarer, hvad det er som foregår i hovedet på det modsatte og såkaldte svage køn. Kvindemysteriet! Jeg troede hun var en prinsesse, men hun var en bitch ligesom alle andre…..

Jeg er ikke nogen superman. Jeg kan hverken flyve eller få en anden identitet, hvis jeg tager briller på. Har vist mere tilfælles med Clark Kent. Men Louis Lane vil have superman. Verden er ikke et rart sted at leve. Mennesker er ikke til at stole på. Troen på det gode i mennesket viser sig være en illusion. Der er ingen superman til at redde verden fra alverdens ulykker. Virkelighedens superhelte virker usynlige, eller ligefrem ikke eksisterende.
Men nok eskapisme. Tilbage til virkeligheden.

På med de affarvede lyseblå cowboy bukser, en army grøn t shirt, og en blå og efterhånden afvasket hættetrøje. Himmelen er blå, luften er halv kold, men alligevel så smiler folk, og er glade. Jeg cykler forbi nogle udvekslingsstuderende som spiller på trommer på en græsplæne. Andre studerende nyder den første forårstuborg. Et tydeligt nyforelsket kærestepar, kysser hinanden på en bænk. Cykler forbi en lyshåret pige, mine øjne når lige strejfe hende. Hun var en naturlig skønhed, slank, dog kunne man ane lidt hvalpefedt, men det fandt jeg lidt sødt.
Hendes lyse lokker blafrede i vinden. Hun havde mørkeblå denimbukser, på og en stram lilla bluse, der ikke ligefrem skjulte hendes runde faste bryster. VERY NICE wa wa wi wa! Vender hovedet ca. 45 grader og nød synet af de vuggende hofter. Sikke et syn! Men så ramte det forreste hjul, kanten mellem græsset og asfalten og jeg mistede balancen, landte hårdt på asfalten, og det hele blev sort.

Vågnet op i et virvar af kaos. Der er en masse larm og mennesker. De løber allerede forvirrede omkring mig. Nogen sortklædte skikkelser, med sort hætte uden ansigt jager mig. Jeg løber, svæver ikke. Jeg hopper i luften. Jeg kan ikke flyve… jeg kan ikke flyve…. Jeg kan ikke flyve….. jeg snubler over, hvad der ligner et kranie, og mærker et sværd gennembore hjertet.....

Døren

2009-07-12T12:14:00.000-07:00

Sollyset får værelset til at lyse op som aldrig før. Det er først når, lyset for alvor sætter sig ind, at man ligger mærke til de støv fnug, som ubesværet flyver rundt, uden de store bekymringer. Regninger, reklamer og Jyllandsposten, flyder på bordet, og jeg sidder foran PC'en. MSN vinduet gløder. Anlægget spiller "elamai", et af Mozart af Bollywood, tilsat poetiske Vairamuthus lyrik:

.."Enga soll penn thendralae, enn kangal unn nenjilae"………

Opvasken fra i går ligger i vasken, og venter. Midt i alle tankestrømmene og den unikke lyd af Rahman, banker det på døren.

…
Fuglen var fri. Den var hverken begrænset eller tid eller rum. Den kunne flyve, hvor hen den ville. Har tit drømt at kunne flyve. Men hver gang jeg forsøger, falder jeg. Ser andre fugle, der ihærdig prøver at flyve. Beundrede dem, når de med stolte vinger, endelig baskede sig igennem luften. Men så blev de skudt…..

…

Hun var ikke, som de andre. Ikke den mest snaksalige pige. Det var måske den mystiske facade som tiltrak mig. Folk så ned på hende, sagde hun aldrig blev til noget. Men hun havde været der, og grebet mig, hvis jeg var ved at falde. Ordet "bitch", var hvad de forbandt med hende, men i mine øjne var hun en prinsesse.

…
Det banker stadig på døren. Beslutninger er til for at forvirre, så jeg vælger ofte at ignorere dem. Mit blik er rettet mod computer skærmen, men det er andre billeder, som passere den indre nethinde.

…
Min første cykeltur. Efter lang tids ihærdig forsøg på at styre den 2 hjulede djævel havde, lykkedes det mig at balancere uden at falde. Men i en tilstand af en øjeblikkelig glæde, endte jeg ind i en busk fyldt med torne, og var i øvrigt ved at blive kørt ned af en bil, hvor føreren var min tidligere tamilske pædagog i børnehaven. Måske skulle man også have lært at bremse?
…

Sneen var endnu ikke smeltet væk, til min store utilfredstillelse. Måske kom foråret aldrig, og vi var dømt til leve i en istid, resten af livet? Desuden greb hun mig aldrig.Det banker stadig på døren. Bankelydene bliver mere og mere utålmodige. Til sidst ebber de ud, og lyden af små skridt som går væk, hører jeg aldrig da, musikken overdøver det.

..."naalai ennpathu kadavulukka, ennrai ennpathu manitharukku, vaalvae valvavatku"..